Forkælelse på restaurant OPEN

Da min søster og jeg for nylig havde besluttet os for at flotte os og tage på gourmet restaurant, faldt valget på den lille restaurant OPEN i Tordenskjoldsgade i København. Adressen gemmer på stolte traditioner, da det var her den Michelinstjerne prydede restaurant Ensemble tidligere havde til huse. Da denne måtte lukke overtog et svensk makkerpar restauranten og åbnede OPEN med en mission om at servere gourmetmad i et prisleje hvor alle (eller i hvert fald flere) kan være med.

Vores forventninger var høje efter at vi havde studeret menuen på hjemmesiden, og stemningen var lagt fra samme øjeblik vi trådte ind i det lyse lokale med dæmpet jazz i højttalerne. En venlig tjener viste os hen til vores bord og tilbød at hjælpe os af med overtøj og shoppingposer. Vi startede med et glas kølig hvidvin (95 kr.) og straks efter stod der en pose med lun baguette og rugbrød samt pisket smør med fennikel og et par skiver læsøskinke til os. Det var lækkert, omend smørret var meget neutralt i smagen og på den måde ikke noget særligt. Som et ekstra lækkeri kom der lidt efter en pose med helt nybagte briocher.

Menuen bestod af seks retter til 550 kr. med vinmenu til 450 kr., eller 4 retter til 400 kr. med vinmenu til 350 kr.  Herudover var der mulighed for at vælge oste til 100 kr.  Vi valgte en 4-retters menu og skippede vinmenuen.

Vores hvidvin gik fint sammen med forretten, letsaltet torsk med brændte løg, æggeblomme og salturt. Fisken smeltede i munden og var meget fint saltet. Tilbehøret af forskellige tilberedninger af løg smagte dejligt og æggeblommen var blød uden at være rå. Salturten (som jeg smagte for første gang) gav sprødhed som kontrast til den bløde fisk og æggeblommen.

Næste ret var gråand med persillerod, pære, bede og enebær. Vi efterspurgte et glas rødvin som kunne drikkes til både anden og det langtidsbagte svin der ville følge efter, og fik anbefalet en Bandol fra ’05 til 105 kr. pr. glas. Gråanden var rosastegt med sprødt skind og smagte fortrinligt. Efter min mening var der dog en smule for lidt af den i forhold til mængden af garniture. Jeg havde ligefrem svært ved at få den til at række, og måtte spise en del af garnituren alene. Bederne viste sig at være små runde, lidt blege rødbeder. Ligesom persillerødderne smagte de meget neutralt og for ferske til min smag. De knuste enebær på toppen pyntede, men smagte ikke af meget heller.

Det langtidsbagte svin vi fik som tredje ret var ledsaget af rødbeder, hyben, brombær og havtorn. Kødet var meget fedt (brystkød), saltet og med sprød svær. Bortset fra at vi fjernede lidt af fedtet fra kødet, var det en dejlig ret hvor alle smagsnuancer kom til deres ret: salt fra svinet, sødt og syrligt fra brombær og hyben, syrligt og letbittert fra havtornen. Vi ville dog have foretrukket en anden garniture end rødbede eftersom vi netop havde spist de små beder i den foregående ret.

Tiden var nu kommet til desserten, bestående af æble, pistacie og havre. Midt på tallerkenen stod en lille marcipankage med bagt æble ovenpå, dækket af en æblesauce. Til kagen var kogt havre og en kugle æbleis. Havren gjorde efter mine mening ikke noget godt for retten, hvorimod kagen og isen smagte rigtig dejligt. Især isen var en oplevelse i særklasse – fin, fin æblesmag og helt glat.

Til desserten havde vi bestilt kaffe og blev glædeligt overraskede over at der til den blev serveret små blåbærmuffins og chokoladetrøfler. Mmmm…

Alt i alt var maden i orden, en god oplevelse, en god blanding af traditionelt og nyt. Prisniveauet lå som nævnt i den lave ende af gourmet-klassen, og bortset fra at jeg ville synes det var god stil at servere vand uden beregning (en flaske kostede 45 kr.) virkede priserne rimelige. Regningen for aftenen endte på 1335 kr.

Atmosfæren, serviceniveauet og æstetikken kunne der stort set ikke sættes en finger på. Tjenerne var venlige og opmærksomme, dugen var pinligt ren og glassene var pudsede. Herudover var det en glæde at spise af kongeligt porcelæn og at vinglas mv. blev fjernet straks desserten var serveret (det burde være en selvfølge, men er det desværre ikke altid). Jeg savnede salt og peber på bordet, men ellers havde vi hvad vi havde brug for. De få gange vi kaldte på en tjener reagerede de på det mindste vink. Jeg foretrækker at blive betjent af den samme tjener hele middagen igennem, men selvom de her var to om betjeningen var det ikke ødelæggene. Lokalet er ret lille og hvis jeg var ude for at nyde en romantisk middag for to ville jeg muligvis finde det distraherende at sidde så tæt som vi gjorde denne aften. Det var desuden en anelse svært at føre en samtale i normalt toneleje da restauranten hen ad aftenen var ved at være fyldt.

Vi forlod restauranten efter ca. 2½ time, mætte og veltilfredse, og vil bestemt både anbefale andre at aflægge OPEN et besøg, og selv kunne finde på at vende tilbage.

KONTAKT:
Restaurant OPEN
Tordenskjoldsgade 11
1055 København K
Tlf: 33 11 33 52
Besøg Hjemmeside

FOTO: restaurantopen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *