Få nu de børn med i køkkenet!

Rødstribet glas på køkkenbord

Ja jeg ved det godt, det er ikke nogen nyhed: Børn er for lidt med i køkkenet. Jeg har netop læst i FoodDTU’s nyhedsbrev (FoodDTU er “et internationalt kompetencecenter for viden om fødevarer”) at kun 2 ud af hundrede børn lærer at lave mad. Dette medfører at de ikke kender et bredt udvalg af fødevarer, ikke ved hvor madvarerne kommer fra og ikke kender nok til hvordan man ernærer sig varieret og sundt.

Dette kan bevirke at deres kost, når de en dag selv bestemmer hvad der skal på bordet, bliver alt for ensidig med f.eks. fejlernæring eller overvægt til følge. Hvorfor er det ikke en nyhed – og hvad skyldes det i det hele taget? Det er ingen nyhed fordi det har været et problem længe, og vores evner eller vilje rækker åbenbart ikke langt nok til at rette op på det. De tider er for længst forbi hvor børnene rendte rundt om deres mors skørter mens hun tilberedte familiens hovedmåltid helt fra bunden – og de dermed blev udsat for en sidemandsoplæring der ikke fås bedre. Ja det er så længe siden nu at denne børnegenerations forældre (altså os) allerede er håbløst uvidende. Sådan lidt sat på spidsen.

Hvor svært kan det være?

Så vi skal lave noget mere mad, og vi skal gøre det sammen med vores børn. Hvorfor er det så svært? Godt spørgsmål… På papiret kan der vel ikke være mange ben i det. Eller kan der? En bekendt beskrev forleden følgende scenarie: Der skulle laves frikadeller. Det er da nemt – og den forudseende mor havde endda kogt bulguren til salaten dagen i forvejen. De tre børn i alderen 1½, 5 og 7 var hentet tre forskellige steder på vejen hjem og de to store stod nu – kl. 17 – forventningsfulde og klar til at slå æg ud, røre, stege, blande og snitte til den store guldmedalje.

Køkkenbordet var ryddet til formålet og familiens yngste legede på gulvet. Det begyndte fint med fordeling af opgaverne: storesøster pillede løg og brormand på 5 hentede mel og æg. Men allerede her begyndte de uforudsete forhindringer at melde sig. Lillebror ville selv slå æg ud og da han ikke fik lov fik smed han i hidsighed melposen på bordet med en sky af mel til følge. Da støvet atter havde lagt sig lå der et fint lag over det meste af køkkenet og den tålmodige mor måtte tælle til 10, prøve at motivere drengen til at lave noget andet – og iøvrigt prøve at skyde tanken om mødregruppen der havde meldt sin ankomst dagen efter så langt væk som muligt.

Inden der stod frikadeller og bulgursalat på bordet var klokken kvart over seks, køkken og børn var smurt ind i en klæbrig masse af fars, når man gik hang små bulgurkugler fast under strømperne, lillepigen på gulvet havde indtaget uvisse mængder af råt kød og det halve af sukkerærterne til salaten var “forsvundet” under tilberedningen. Efter at have nydt det hjemmelavede måltid kaldte de øvrige aftengøremål – denne aften blot udvidet med rengøring af et mildest talt kaotisk køkken. Kan man fortænke den prøvede mor i en anden gang at beslutte sig for at parkere ungerne ved TV-et og lave maden selv? Nej vel? Det er bare meget nemmere.

Hvordan kommer vi i gang?

Af grundene nævnt i indledningen er det enormt vigtig at vores børn får en grundlæggende viden om mad og madlavning – også selvom det umiddelbart er fristende at vælge den nemme løsning. Herunder er 5 punkter som kan være en hjælp til at tage det første skridt til at kokkerere sammen uden at det bliver helt uoverskueligt. Dine børn vil takke dig for det en dag!

Punkt 1: Denne hørte jeg udtalt af Harrys far (fra Harry med far i køkkenet): Acceptér at det kommer til at tage længere tid end det gør når børnene ikke er med, og at det roder og sviner mere.

Punkt 2: Tag evt. kun ét barn med i køkkenet ad gangen. Det kan være mere end det dobbelte arbejde at have to børn med én dag end ét barn to dage.

Punkt 3: Find opskrifter frem som egner sig til børn (der findes masser af børnekogebøger) og sørg for at have alle ingredienser klar på forhånd.

Punkt 4: Lad opgavernes omfang og sværhedsgrad passe til barnet.

Punkt 5: Lær børnene fra starten at madlavning også involverer oprydning og opvask.

1 Comment
  1. […] ofte være svært at få små børn til at prøve nye retter. Hvis de derimod har været med til at lave maden, vil nye råvarer ikke føles så fremmede længere, når de bliver serveret. Dermed kan du desuden […]

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

©2024 Madmagasinet

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

Create Account