Allerede når man kommer op ad den lille trappe fra Fredens Torv fornemmer man en god og varm atmosfære. Restauranten har til huse i en af Århus’ gamle bygninger, hvor der er højt til loftet og rustikke vægge. Farvestrålende kunst på både vægge og borde er dog med til at give restauranten et moderne udtryk.
Prisnivauet ligger et stykke over caféniveau, men til gengæld også et godt stykke under gourmet restauranternes. Hovedretterne startede ved 190 kr., mens en menu kunne fås for 350 kr. For blot 200 kr. ekstra endda med tilhørende vinmenu.
Selv om restauranten var næsten fyldt, fik vi hurtigt bestilt hos en kompetent tjener, som tydeligvis kunne sit håndværk.
Hurtigt ankom en lille kurv med tre slags lækkert hjemmebagt brød, humus med chili, kryddermayonnaise og smør. Også forretterne ankom hurtigt efter bestilling. Medspiseren havde valgt belgisk peberskinke, som blev serveret i en sprød parmesanskål med salat af tomater og grillede peberfrugter (90 kr.). Et valg som bestemt ikke blev fortrudt. Skinken var god og kraftig, salaten med tilhørende basilikumdressing sprød og lækker og parmasanskålen med til at give retten helhed.
Selv havde jeg valgt en treretters menu, der startede med en rejeterrin, gourmetrejer på toast melba, salat i vinaigrette og med aioli. Retten var smukt anrettet på tallerknen og både terrinen og gourmetrejerne smagte himmelsk. Noget andet brød end det knastørre toast melba ville dog have klædt de store og lækre rejer bedre.
Til hovedret havde medspiseren valgt cognacflamberet steak af oksemørbrad med varm hybenchutney, glaserede nye løg og hertil rødvinssauce (250 kr.). Et tilsyneladende populært valg for kokken var jævnligt på besøg inde i restauranten for at stå for flamberingen, der med meterhøje flammer bidrog til både underholdning og atmosfære. Mit valg var faldet på en ret af helstegt kalveculotte og glaseret kalvebryst serveret med råmarinerede tomater, sennepsbagt persillerod og portvinssauce. Der var danske kartofler serveret med persille til begge retter. Kalveculotten var saftig og mør. Det kunne man dog ikke sige om det glasserede kalvebryst, som desværre var et tørt bekendskab. Mængden af garniture var noget sparsom efter anmelderens smag, men dét, der var, var lækkert og veltilberedt. Medspiseren nød oksemørbraden til fulde, men kunne godt have undværet lidt af den medfølgende hybenchutney, som fyldte en ret stor del af tallerknen.
Desserten var ganske himmelsk, selvom pladsen i maven på det tidspunkt var ved at være noget trang. Selv havde jeg valgt en dessert bestående af brombærsorbet, brombærmousse og brombærpuré. Desserten, der var smukt dekoreret med, hvad der må være nogle af sæsonens største brombær, rummede tilpas mængder surt og sødt og dannede en perfekt afslutning på en god augustmenu. Medspiseren fik serveret en syndig og indbydende chokoladekage med chokolademousse på toppen, kirsebæris, store flotte kirsebær og sherrysirup (90 kr). Begge desserter var særdeles velkomponerede, indbydende og smagsfulde, og der var enighed om, at de satte prikken over i’et på en aften med gode smagsoplevelser i smukke omgivelser.
Til maden havde vi på tjeneren anbefaling valgt en Soave Classico ”Campo Vulcano” fra 2008. (440 kr.) Som tjeneren sagde var den “god til det hele”. Det havde hun ret i. I hvert fald fungerede det ganske fint denne aften.
De kunstnerisk malede borde er én af restaurant Mellemrums kuriositeter. En anden er , at baggrundsmusik er udskifte med eventyrsoplæsning på toiletterne. Ikke værst at afslutte aftenen med et lille uddrag af Prinsessen på Ærten. At leve er ikke kun at rejse, men bestemt også at forkæle ganen. Det demonstrede restaurant Mellemrum med al tydelighed den aften. Mon ikke restauranten kommer til at leve lykkeligt i mange år. Det tror jeg.
Regningen lød i alt på 1220 kr. Det må siges at være rigtig god mad til ganske overkommelige priser.
Besøg Restaurant Mellemrum her:
Fredens Torv 2
8000 Århus C
Tlf: 86171838
www.restaurantmellemrum.dk