Skovsyre er en lille, kløverlignende skovplante med en overraskende, frisk syrlighed. De hjerteformede blade smager af citron og grønne æbler, og de er et yndet vildt krydderi hos kokke, der bruger dem som en levende dråbe citron i en ret.
Sådan smager skovsyre
Frisk og markant syrlig med tydelig citron- og grøntæbletone. Syren kommer fra oxalsyre, og netop derfor skal skovsyre nydes i mindre mængder frem for i store portioner.
Sådan bruger du den
Skovsyre bruges rå og frisk, for varmen ødelægger både farve og syre. Bladene lægges hele i salater, som frisk garniture på fisk og skaldyr, eller blendes i en kold, grøn sauce. En håndfuld giver samme friskhed som et pift citron.
Klassiske retter
Den bruges mest i det nordiske, sæsonbetonede køkken: som friskt drys på fisk, i grønne salater, i en urtesauce eller som syrligt modspil til fed mad. Et par blade pynter og pifter en forårs- eller sommerret.
Opbevaring
Skovsyre er meget sart og visner hurtigt – den skal bruges frisk, helst samme dag, den plukkes. Den egner sig ikke til tørring eller frost, da både farve og friskhed går tabt.
Sankeadvarsel: hvad forveksles skovsyre med?
Skovsyres blade ligner kløver, men kløver er ikke syrlig – smag et blad, og syren afslører skovsyren. På grund af oxalsyren bør skovsyre spises med måde, især hvis man er følsom over for det. Er du i tvivl ved sankning, så lad planten stå.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor er skovsyre så syrlig?
Syren kommer fra oxalsyre i bladene, som giver den tydelige citron- og æblesmag. Det er også derfor, den bruges i mindre mængder som et frisk pift snarere end i store portioner.
Kan man spise skovsyre i store mængder?
Det frarådes. Oxalsyren gør, at skovsyre er bedst i mindre mængder som krydderi og garniture. Som lejlighedsvis frisk drys er den helt uproblematisk for de fleste.
Kan skovsyre gemmes?
Ikke rigtig. Den er meget sart og visner hurtigt, så den skal bruges frisk, gerne samme dag. Tørring og frost ødelægger både farve og syre.
Se også persille og citronmelisse, eller hele guiden til krydderurter.
