Hvor går kvalitetsbevidste børnefamilier ud at spise? Tag Madmagasinet i hånden og følg med en tur på Bistro Bobo. Stedet er tænkt som en børnevenlig “hverdags-bistro”, der til rimelige priser kan bespise gæster med mad af lødig kvalitet. Madmagasinets Anders Halskov-Jensen tog på besøg.
Jeg mener at kunne huske, at aben Bobo var hovedperson i en række børnebøger for en menneskealder siden. Ihvertfald er det også en abe, der er logo for nyåbnede Bistro Bobo på Østerbro. Der var godt besøgt da vi gæstede stedet en aften, men det var også i efterårsferien, og stedet havde netop været nævnt i en landsdækkende avis.
Det børnevenlige blev med det samme understreget, da selskabets yngste umiddelbart efter ankomst blev udstyret med tegneark, farver og grøntsagsstænger. Glimrende idé, der giver forældrene lidt mere tid til at studere menukortet, der består af klassiske franske bistroretter i et yderst rimeligt prisniveau. Foretterne koster 50-100 kr. og hovedretterne omkring 100,- med steak frites og bearnaise som det dyreste til 175,-. Børneretterne koster 45,-.
Vi fik først et par foretter, “Salat med chevre chaud” og “Anderillette med surt”. Salaten var helt autentisk, sprøde blandede salater med grillet gedeost på brød, og fik kun positiv omtale af min medspisende hustru. Min anderillette ankom i et lille sylteglas med patentlåg, men dog uden det lovede surt, hvilket jeg dog først kom i tanke om, da jeg næsten var færdig. Det ledsagende brød var det samme lyse som vi fik ved ankomst, her kunne man måske godt have budt på et andet(og gerne mere rustikt), men selve rilletten var aldeles glimrende.
Til hovedret fik vi begge den pleonastiske “Lammecassoulet med bønner”. Der var dog ikke tale om en klassisk cassoulet, gratineret i ovn, men nærmere en lammegryde med forskellige bønner i. Den blev serveret i en gryde på bordet, til høflig selvbetjening, og smagte fremragende. Bønnerne var meget præcist al dente, og dermed ikke så melede som de kan blive ved for meget tilberedning.
Junior fik husets frikadeller med gode pommes frites og lidt grøntsagsstave, gulerod og selleri. En prøvebid afslørede deller af (lidt for) finthakket fars, som jeg gerne havde set lidt mere krydret, men de gled da nogenlunde ned. I bedste Jonna Dwinger stil havde jeg bestilt et glas beaujolais fra den glimrende bourgogne-producent Joseph Drouhin, og det ankom heldigvis korrekt tempereret, til trods for at alle åbne flasker stod på bardisken i det relativt varme rum. Der må være god omsætning. Merprisen for køb af vin på glas fremfor helflaske er iøvrigt sympatiskt beskeden.
Bistro Bobo byder også børnene på et “chambre separée” hvor der er legetøj og tegnefilm, så de voksne kan spise færdigt i ro og fred, endnu et fint tiltag.
Besøget på Bistro Bobo var absolut en fornøjelse. De små skønhedsfejl er tilgivet, alle nyåbnede steder skal lige finde fodfæste, og ferietravlheden har også gjort sit. Men i en kulinarisk ørken af familievenlige steder såsom Jensen’s, Bone’s, McDonalds osv. er Bistro Bobo en kærkommen oase. Glimrende mad, yderst rimelige priser og børnevenlig atmosfære. Vi kommer snart igen.
KONTAKT:
BISTROT BOBO
Østbanegade 103
2100 København Ø
Telefon: 35 55 07 78
Hjemmeside