Jeg har testet Bosch blender, model MMB2OR1.
Blenderen fås i denne røde udgave, men også i en mere neutral sølvfarve. Kanden er lavet af tykt glas og kontrolknappen trykker man på, så den popper ud. Den har to funktioner: hvis man drejer knappen til venstre fungerer den som puls-knap, som man bl.a. bruger til at knuse is med. Drejer man til højre har blenderen 4 hastigheder, hvilket er super. Når du skal blende en suppe, er det fint at køre på fuld knald, men hvis du bruger blenderen til at lave mayonnaise eller en bearnaise, er det fedt, at den kan køre på lav hastighed.
Jeg lagde ud med at bruge blenderen til en broccoli-kartoffelsuppe.
Suppen med kogte kartofler og brocooli kom jeg over i blenderens kande, mens det hele stadig var brændvarmt. Låg på og swish – suppen var helt fint blendet på ingen tid og der var ingen overraskelses-klumper, der ikke var blevet fanget, da suppen blev hældt tilbage i gryden.
Isknuser
Næste dag ville jeg afprøve blenderens is-knuser-evner. Jeg puttede 6 isterninger i blendern og brugte puls-funktionen. Det larmede ret sindssygt (jeg var rigtig glad for ikke at være én af de stakkels isterninger), men det virkede. Isen blev knust og man kan naturligvis selv bestemme, om man vil have grove stykker eller helt findelt is. I forhold til drinks er det altså en cool funktion – selv om klokken var 8 om morgenen havde jeg helt lyst til en frozen margarita!
Min gamle Waring blender kan slet ikke knuse is på samme måde – den virker kun, når der også er væske i kanden samtidigt. Men i Bosch-udgaven kan du blitze is, men også nødder og andre ting, du har brug for at findele – altså også uden væske. Smart.
Jeg lod isen blive i kanden og lavede en morgenmads-smoothie af banan, appelsinjuice, mælk og frosne blåbær. Det hele kom i blenderen, jeg lod den køre på fuld hastighed i ca. 20 sekunder og vupti! En smuk, blåbærfarvet smoothie.
Rengøring af blenderen er også nemt. Skyl kanden, kom vand og en smule opvaskemiddel i og lad blenderen køre i nogle sekunder. Skyl igen og tør af. Jeg tror nu også kanden og låget kan komme i opvaskemaskinen, men jeg kunne ikke se det nogen steder i brugsanvisningen.
Opsamling:
Alt i alt er Bosch’s blender en rigtig god blender til en forholdsvis lav pris. Den koster omkring 5-600 kr. Til sammenligning koster designklassikeren fra Waring omkring 2.000 kr. Så hvis man er ligeglad med design og om blenderen holder en livstid (hvilket jeg jo ikke ved, om nogen af dem gør), er det en helt fin blender.
Plusser:
– Masser af power; 600 Watt motor (en Waring blender har 400 Watt)
– Låget lukker helt tæt
– Puls funktion virker rigtig godt til is-knusning
– Dejligt med 4 hastigheder
– Knappen trykkes ind, når blenderen ikke bruges – dette gør rengøring nemmere
– Kanden er i tykt glas med hældetud og målestreger i danske og engelske mål
Minusser:
– Designet er lidt grimt og bunden er lidt stor
– På trods af bundens størrelse er den for let i forhold til den tunge glaskande, hvilket gør at blenderen kan føles lidt ustabil
Set hos Whiteaway.com til 549,-