At elske sig selv

Siden jeg var barn, har jeg altid været den tykke pige. Jeg tror faktisk ikke, at jeg ikke har tænkt over min vægt siden børnehaven. Efter jeg fik fjernet mine mandler i børnehaveklassen, har jeg faktisk været overvægtig, og jeg kan huske, at jeg ville be til gud om, at jeg en dag ville blive voksen, smuk og slank. Men det skete ikke bare sådan lige. Faktisk blev det hele kun værre med tiden, og da jeg startede i 3.g. som 17 årig, vejede jeg ca. 100 kg. Mine gamle veninder vil nok bevidne, at de har måttet lægge øre til mange dårlige undskyldninger, om mine brede knogler og genetiske overvægt, men i realiteten var nok den, som jeg tror plager mange kvinder, at jeg hverken var et medicinsk vidunder med en ikke-eksisterende-forbrænding, uheldig lagring af fedt, kalorie-svamp eller kraftig af bygning – Jeg var simpelthen bare fed. Nogen har det måske svært med ordet ”fed”, men da jeg fik aflæst mit bmi, var det præcist det ord der mødte mig. Og det var nok et reality check der ville noget. Nå men altså. Forinden var der blevet taget et billede af mig i en stram kjole, som jeg måske ikke burde have haft på, men i dyb fornægtelse over den realitet, at situationen overhovedet ikke var så slem så længe jeg ”med nød og næppe” kunne lægge mig ned på ryggen, suge maven ind, og klemme min behændige bagdel i en størrelse 42 fra H&M, som i bagklogsskabens lys altid har siddet alt alt ALT for stramt.

Nå men altså. 2010, blev året så, hvor jeg fandt modet til at gå på diæt, jeg havde forinden lidt af konstant hovedpine, der forsvandt da jeg blev vegetar. Min første ”crash diet” gav resultater og jeg kom ned på lige under 70 kg. Til min store glæde naturligvis. Det tog mig et halvt år. Desværre, blev min begejstring kort, og jeg tabte mit hårde arbejde lige luks på gulvet og endte på 86 kg. Denne gang var jeg fast besluttet på ikke at begå samme fejl. Hvis jeg skulle tabe mig, skulle det være for alvor. Det lyder så nemt når jeg siger, at jeg beslutter mig for sådan nogle ting, men det var det bestemt ikke. Jeg var så ulykkelig over mit nederlag, først tyede jeg til apoteket for at finde noget der kunne hjælpe mig – Det hjalp mig ikke.

Jeg tror jeg flagrede i en lille sky af ”Jeg har tabt mig en gang, jeg kan bare gøre det igen”, som i virkeligheden blev en undskyldning hver eneste gang jeg trådte i mozzerellaen. Men så blev det december 2011 og jeg fik endelig samlet mig mod til endnu en omgang crash-diet. Og i marts 2013 nåede jeg mit all-time mål: 55 kg, som jeg sidenhen har holdt.

Man kan måske se på mit vægttab med en vis skepsis. Jeg ved udmærket godt ”crash diets” ikke er sundt og man kan sige rigtig mange grimme ting om dem, men jeg er en kvinde med en meget lille tålmodighed. Det har jeg altid lært. Jeg falder ikke i, hvis jeg bliver ved med at kunne se lyset, og meget af den proces var i virkeligheden noget jeg var nødt til at lære. Som en alt eller intet kvinde, opdagede jeg, at min største svaghed er alt, hvad der er tilgængeligt. Jeg hører så tit diverse kosteksperter og folk på slankekur sige til sige, at man skal give sig selv lov. Sådan er det ikke med mig. Jeg lærte, at hvis jeg havde noget som helst jeg ikke burde spise i huset, så ville jeg spise det, og hvis jeg ikke spiste det, så ville jeg tænke på det…. HELE TIDEN! Bl.a. forstod jeg pludselig, at jeg lynhurtigt bliver chokolade-narkoman. I sommeren 2013 holdt jeg af denne grund op med at spise slik og chokolade, og jeg må indrømme at jeg overhovedet ikke savner det længere. Jeg begyndte at forstå, hvad min mad indeholder. Men samtidig blev jeg også enormt frustreret over de millarder af slankekurer og gode råd jeg fandt på internettet. Jeg var ved at gå op i limningen over denne her forvirring med ”Nupo”, ”The cookie Diet”, ”Atkins”, ”Rainbow diet” osv. Jeg var simpelthen så forvirret over alt det her, at jeg var nødt til forstå, hvad de alle sammen talte om.

I lange timer har jeg sidenhen set programmer om kost og ernæring og da jeg så endelig var færdig med mit vægttab, var jeg ikke længere i tvivl om, hvad der føltes rigtigt og forkert. Eller jo, naturligvis er nogle ting bare så omdiskuterede, at man ikke kan finde ud af det, men jeg var ved at blive skør over alle de meninger jeg fandt, at jeg besluttede at danne min egen.

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg bliver ved med at være successfuld med mit vægttab, og om jeg kan give et godt råd. Det kan jeg ”Viden”, jo mere du ved, jo bedre en beslutning kan du lave. Hvis du kun læser om en type diæt, forstår du kun én type, ligemeget om den så er sund eller ej. Jeg kender rigtig mange mennesker, som med stor iver har kastet sig ud i proteinkurer, uden faktisk at forstå, at manden bag ideen faktisk døde af årsager, forbundet med for højt proteinindtag.

Jeg ser igen og igen reklamer for ”Low Carb diets”, men ingen fortæller folk, at vores celler faktisk lever af ”glukose”, som tilfældigvis er kulhydrater. Det er til at blive sindssyg af, hvis man egentlig bare gerne vil være sund og rask og se godt ud. Jeg havde efterhånden suget så meget viden til mig, at jeg sandt at sige ikke er ekspert, men at jeg var i stand til at se fejl og problemer i diæter.

Efter jeg havde nået mit mål skete noget fantastisk, folk jeg ikke havde talt med i meget lang tid begyndte at kontakte mig, for at lykønske mig og for at bede om gode råd. Naturligvis var jeg stolt og glad, men efterhånden skrev rigtig mange til mig, og jeg oprettede min blog.

I stedet for at pakke tingene ind og fortælle folk om, hvordan du bliver et fantastisk menneske når du smider nogle kg, besluttede jeg mig for, ikke kun at dele min motivation og success, men også mine frustrationer. Hvordan jeg følte omverdnen  forstod mine nye vaner, og den kritik jeg til tider måtte håndtere. Da jeg var tyk oplevede jeg aldrig folk sagde til mig jeg var ”smældefed” og hvis jeg selv skulle finde på at nævne det, var der næsten altid trøstende ord til overs. Efter mit vægttab måtte jeg tit stå model til folks uforbeholdne meninger. Jeg husker en dag, hvor jeg lå grædefærdig i min seng, efter en pige til en fest havde grebet fat om min arm og fortalt mig hvor grim og tynd og klam jeg var. Sandt at sige, må tykke piger også tage nogle slag i ny og næ, men denne her ligefremhed og mangel på sympati, var ikke noget jeg kendte.

I starten var folk meget motiverende, men allerede da jeg stadig vejede 75 kg. Begyndte folk at fortælle mig, at nu var jeg blevet for tynd og grim, det til trods for jeg stadig væk var overvægtig efter lægens ord.

Jeg var ved at blive sindssyg. Det lod til alle skulle dele deres mening uden hensyn til, hvad jeg faktisk selv mente om sagen. Da jeg var overvægtig lod ingen til at bekymre sig om hvad der mon fik mig til at se sådan ud, men pludselig lod det til, at der var bred konsensus om at jeg var skingrende sindssyg. Det var lige indtil, at jeg havde delt mine frustrationer med mine kære bloglæsere.

Den ene efter den anden skrev til mig, at de oplevede nøjagtigt det samme, også selvom de stadigvæk var overvægtige eller kompakte. Jeg forstod pludselig ikke den demotivation vores venner og familie pludselig opbyggede, men jeg vidste godt, at det overhovedet ikke var ondt ment, men måske bare en generel ”du behøver ikke være slank – Jeg kan li dig selvom du er tyk”. Jeg opdagede, at selvom vi måske opholder os i et samfund, der viser slankepiller i reklamepauserne og plakater med tilbud på plastikkirugi, men når vi så er i den private sfærer er det en helt anden historie.

Når det så er sagt, havde jeg dengang enormt mange helbredsproblemer. En af dem var astma. Astma direkte forårsaget af overvægt. Efter jeg tabte mig, har jeg meget sjældent brug for min inhalator. Efter mit andet vægttab begyndte jeg i fitness, og jeg har stort set aldrig brug for min inhalator, selvom det bliver trigget af ”anstrængelse”.

De kroniske hovedpiner forsvandt som sagt. Jeg opdagede, at jeg havde nogle alvorlige problemer med min fordøjelse, som følge af fødevareallergi, som jeg aldrig var klar over jeg havde.

Nu for at afslutte min historie, på en plat cliché agtig måde, vil jeg sige mit vægttab virkelig har ændret mit liv, men det har måske endnu mere ændret mig som person, jeg kunne prædike om min selvsikkerhed og magtfølelse, men jeg tror faktisk at det bedste jeg har fået ud af vægttabet, var at forstå mig selv meget meget bedre. Jeg lærte hvor mine problemer er, snacking f.eks. Jeg lærte at jeg ikke er så svag og hjælpeløs, som jeg måske troede jeg var, men at jeg kunne holde til at få nogle knubs. Jeg har lært så meget om ernæring og kost, at jeg kan hjælpe andre, og jeg ved nøjagtigt hvad jeg spiser, når jeg spiser noget. Det er enormt betryggende, at man kan kigge på etiketten på noget, og rent faktisk forstå nøjagtigt, hvad der står og hvad det betyder. Jeg glæder mig hver gang jeg kan gå op på 4. sal, uden at få et astmaandfald eller skulle sidde ned, jeg glæder mig sindssygt hver gang jeg må løbe efter bussen, tænker ”den når jeg aldrig”, når jeg stort set altid når den.

Da jeg var fed ville jeg nok ikke erkende det, og klædte mig som en der ikke var, fordi jeg aldrig følte, at jeg var en ”fed pige” indeni – Nu føler jeg at min krop passer til mit sind. Hvor mærkeligt det så end lyder, tror jeg måske, at de fleste kan følge mig. Jeg har virkelig lært meget, og jeg tror netop af den grund, at mit vægttab er permanent. Både viden og engagement, men også den glæde og opbakning jeg får gennem mine bloglæsere er så overvældende.

Som jeg altid siger ”Du skal ikke lære at elske dig selv –  du skal være en som du kan elske”

–          Celine