Gaver der smager

Flasker med hjemmelavet chilipoleringsolie

Det må have været ganske særligt dengang man ikke bare byttede ønskesedler, aftalte en prisramme og gav hinanden pakker pakket i diverse butikspapir…?! Personligt skal jeg ikke af med særlig mange gaver, og er ikke en del af det store gaveræs, da det ærlig talt ikke siger mig en disse. Men at give en gave med særlig omtanke, en gave der er lavet med kærlighed og en gave man rent faktisk kan få glæde af – se det er en anden snak! Jeg giver gerne, og helst hjemmelavede gaver, enten den spiselige slags, den slags man kan bruge til at forskønne sig med, en kreativ gave der pynter eller måske en oplevelse, enten til modtageren, eller en oplevelse som modtageren skal på sammen med én selv?!

Her nogle bud på de spiselige af slagsen (du kan se flere forslag på min blog):

Nødder i Honning

Bland usaltede nødder i et syltetøjsglas. Varm flydende honning op i en gryde og hæld det over nøddeblandingen. Luk glasset til, og vend det indimellem. Skal trække min.et par døgn. Smager godt til ost, eller på yoghurt. Kom evt en sløjfe og en mærkat på glasset, ét volia – en skøn værtindegave til julefrokosten.

Krydderolie

Hæld en god olivenolie på en skoldet flaske, og kom diverse friske krydderurter ved olien. Lad den trække min.4-6 uger inden brug. Skal den gives væk til jul, kan du jo skrive på en mærkat du sætter på flasken, hvornår den tidligst må åbnes!

Chiliolie

Hæld en god olivenolie på en skoldet flaske, og kom friske chili i. Alt efter styrke kan du skære chilien i skiver, det frigiver mest styrke, eller komme hele chili i som du prikker et par huller i.

Savas´ chili (den der serveres til Shawarma)

  • Tomatpure
  • Hvidløg
  • Sukker
  • Friske chili – alt efter styrke
  • Tørrede chili
  • Olivenolie
  • Spidskommen
  • Soltørrede tomater i olie

Alle ingredienserne blendes til en fin pure. Det er svært at angive mængder, da det en er smagssag hvor stærk man vil have den, og hvilken konsistens man ønsker. Men basis er puréen og de soltørrede tomater. Stil i en større bøtte med låg på køl, og rør dagligt i det i en uge, hæld evt mere olie ved. Kom chilien på glas eller i små bøtter og giv det til Shawarma spiseren i julegave!

Dessertsukker

Sukkeret egner sig rigtig godt på pandekager, eller i en kop varm chai-agtig the. Du kan lave mange varianter, her en opskrift fra “Bolig Liv” nr.11 på Appelsinsukker:

  • 3-4 skiver økologisk appelsin
  • 150 gram økologisk sukker

Skær appelsinerne i tynde skiver, og læg dem på en plade beklædt med bagepapir. Stil pladen i ovnen i ca.1 time ved 80 grader, eller indtil skiverne er tørret ind. Smuldr de tørrede appelsinskiver, og kom dem i en foodprocessor, eller hak dem med en stavblender. Gem 1 skive til senere. Blend til skallerne er små, og bland sukkeret i. Hæld sukkeret på et fint glas med låg, og del den sidste skive i fire stykker, og stik den ned i sukkeret.

Glasset kan du komme en hætte på af stof, fint papir eller tapet. Sæt et smukt bånd på med et kort i, eller sæt en mærkat på glasset.

Tema-kurve

En sikker vinder til mad-, øl- eller måske vinelskeren er, at fylde en fin kurv, eller evt en æske med diverse lækkerier. Pakket fint ind, eller blot med silkepapir i bunden, hvis den eks vis skal gives som værtindegave. En god idé kan være at tematisere indholdet, eks vis:

Pizza-kassen: alle ingredienser til en pizza, med opskrift skrevet med fin håndskrift eller på en pc, samt evt et billede af det færdige produkt.

Den børnevenlige julekage-dåse: lav en lys julesmåkage-dej dagen før, pak den godt ind i film og læg den på køl. Find en fin halvstor småkagedåse, og kom en kagerulle, bagepapir, udstiksforme og dejen i dåsen. Skriv bageanvisning ned og læg ved. Pak evt dåsen ind i gavepapir eller cellofan.

Lys småkage-dej/”Jægersprisekager”, ca.30-40 stk

  • 200 gram smør
  • 350 gram hvedemel
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk stødt kanel
  • 85 gram sukker
  • 1 æg

Smuldr smørret i melet, og tilsæt resten af ingredienserne. Hold lidt igen med melet, dejen skal være sammenhængene, men blød. Pakkes ind i film, og sættes på køl. Hvis den skal bruges til småkager, der udstikkes med forme, da skal dejen blot trilles til en stor kugle. Skal den skæres i tynde skiver, da skal dejen rulles til en lang stang, og rulles med film om. Ved bagning, udrul da dejen, og udstik med forskellige forme. Bages ved 200 grader i 6-7 min. Pyntes evt med glasur når de er kolde.

Kurven til øl-elskeren:

Køb diverse øl, evt nogle du ved modtageren ikke har smagt, eller øl efter et tema – Belgiske øl, stouts, øl fra danske mikrobryggerier mv. Kom evt en bog om øl i kurven, et medlemskab af Danske Ølentusiaster (http://www.ale.dk/) ved eller måske et gavekort til ølsmagning (se bla http://www.noerrebrobryghus.dk/).

Konfekt æsken:

Find en fin æske, eller fold en selv. Beklæd den med papir, eller blot med bånd i kanten. I hobby-forretninger kan man få noget smart “bånd” i en rulle, som man kan tape på. Kom silkepapir, eller bagepapir i bunden og fyld med hjemmelavet konfekt. (Se evt min blog for opskrifter). Man kan også fylde en kurv med alle ingredienserne; marcipan, nougat, chokolade, krymmel mv, og vedlægge et par opskrifter.

Cosmopolitan-skoæsken, a´la SATC boxen:

Find en skoæske og beklæd den med lækkert papir eller tapet, gerne i lyserødt, sølv eller anden “girlie” stil. Skriv opskriften på Cosmopolitan-drinken på computeren og print ud på lækkert papir, lim evt opskriften inde i låget på æsken eller laminer den og vedlæg den. Kom også et par isterningeposer i æsken, evt hjerteformede, evt drinkspinde eller drinkspynt. En opskrift på Cosmopolitan:

  • 2 cl vodka
  • 1 cl Cointreau
  • 2 cl tranebærjuice
  • 2 cl limejuice
  • Knuste isterningerIsterningerne vodka, Cointreau, tranebærjuice og limejuice shakes og sies over i et glas. Pynt evt. med en skive lime. Opskriften er fundet på: http://www.drinksdatabasen.dk

– Du kan jo ændre konceptet, og komme sager i til modtagerens yndlingsdrink, og variere temaet, eks vis kan det være “Irish Coffee”. Det kan også være alt til Glögg – her kan du finde en opskrift på “Café Åbenrå´s Glögg” her på Madmagasinet.dk.

Tilsidst et par opskrifter på noget der ikke er just er spiseligt, men lavet af spiselige sager, perfekte gaver til den travle moder, søsteren, veninden eller til manden som ikke er bange for at holde sig smuk!

Ansigtsmasker:

Nærende og rensende ansigtsmaske:

Denne maske med A38/Cultura genopretter hudens PH-værdi og fjerner samtidig bakterier. Du skal bruge:

  • 2 spsk. most jordbær
  • 1 lille kogt kartoffel
  • 1 spsk. A38/Cultura

Mos kartoflen og bland med jordbær og A38/Cultura. Påfør anigtsmasken på rengjort hud, lad den hvile i en halv times tid. Vask af med lunkent vand. Husk at slap af imens masken virker! Masken skal laves kort tid før den skal bruges.

Fugtgivende ansigtsmaske:

  • En fersken
  • 1 spsk. flydende/rørt honning
  • 2 tsk. mandel/avocado/mandel olie

Mos fersken, honning og olie sammen. Lad masken virke i min.15 min. og skyl af med vand.

Kaffe bodyscrub:

  • Kaffegrums
  • Brun farin
  • Mandel/olivenolie

Du blander kaffegrums og brun farin, nogenlunde lige meget af hver. Hæld olien i lidt af gangen og rør rundt, konsistensen skal minde om en slushice! Du kan sagtens gemme det i nogle uger i en tætsluttende boks eller cremedåse. Du får en silkeblød hud bagefter!

Maskerne og scrubben kommes i fine små krukker, evt en brugt og rengjort cremekrukke, eller i en sød opbevaringsbøtte i plast. I Matas kan man købe tomme krukker af plastic. Pakkes med bånd om, og med anvisning skrevet på en vedlagt seddel, eller på et påsat mærkat/til & fra kort.

Det var så lidt inspiration fra La Cucina Nada – der selv er i fuld vigør med at forberede, tilberede og kreere hjemmegjorte sager!

1 Comment
  1. Thomas Nielsen 14 år ago

    Personlige gaver, er som du skriver, da helt klart at foretrække :o) og gode idéer du kommer med her – skulle da ikke have noget i mad sådan en æske med konfekt ;o)

    God jul

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

©2024 Madmagasinet

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

Create Account