Grillstarter er en af årets første grillbøger, der lander i butikkerne i løbet af de næste 4-5 uger.
Jeg har altid elsket at grille og kender ikke en eneste, der ikke nyder at spise grillmad. Det var derfor helt naturligt, at min næste kogebog skulle være en grillbog. De sidste 10-12 år har jeg grillet så snart muligheden bød sig, men da jeg boede på Nørrebro og kun havde adgang til en lille gård, var det i perioder begrænset hvor meget, jeg fik grillet. Det er der nu lavet om på, og jeg griller minimum 3 gange om ugen uanset vejret og årstiden – og resultatet af mine erfaringer er samlet i denne bog.
Grillstarter er en bog, der skal gøre det nemt og overskueligt at kaste sig ud i grillmadens glæder, så alle kan få lige så meget glæde af at grille, som jeg har. Det er nemlig slet ikke så svært eller tidskrævende, som nogle tror, når bare man ved hvordan det skal gøres – og det kan Grillstarter give dig svarene på.
Grillstarter indeholder kort sagt alt det, der skal til for at få succes bag grillen. Ud over en masse spændende og lækre opskrifter guider Grillstarter dig rundt i junglen af griller og grilludstyr, så du ikke køber noget, der ikke er nødvendigt. Der bliver beskrevet alt fra hvilke type griller, der er på markedet, hvordan man tænder op, hvordan man kontrollerer varmen og meget, meget mere, så intet er overladt til tilfældighederne. Derudover kan alle opskrifterne laves på både gas- og kuglegriller.
Så sætter du pris på grillmad, lækre opskrifter på kødretter, grillspyd, salater, dressinger og tilbehør – ja, så er Grillstarter lige noget for dig!
For at give en lille forsmag, kan du se et par af opskrifterne herunder:
Svinemørbrad med sennep og bacon
Til denne ret skal der anvendes følgende til 4 personer:
1 svinemørbrad (ca. 500 g)
150 g bacon
2 spsk. paprika
2 spsk. Dijonsennep
2 spsk. Bacon Salt Jalapeño
½ bundt persille
1 meter køkkengarn
1. Hak persillen, og læg baconen ud side om side på et spækbræt.
2. Fordel derefter sennep, persille, paprika og baconsalt ovenpå baconen.
3. Fold efterfølgende baconen omkring, og bind den sammen med køkkengarn.
4. Steg svinemørbraden 2 min. på hver side ved direkte varme, og derefter i 20 min. ved indirekte varme (vend eventuelt mørbraden et par gange).
5. Servér.
Denne opskrift er nem og smager fantastisk. Det helt særlige ved denne ret er Bacon Salt Jalapeño bl.a. med til at give. Baconsalt er et helt fantastisk produkt, der giver alle retter et ekstra pift – og smag af bacon! Til manden, der har alt eller bare ikke kan få nok af bacon.
Teriyakimarinerede grillspyd
Til denne ret skal der anvendes følgende til 4 personer:
300 g kyllingebrystfileter
1 peberfrugt
2 løg
8 træspyd
Teriyaki-sauce
1. Kom træspyddene i vand i 1 time inden brug, så de ikke brænder på grillen.
2. Skær kyllingefileterne i ensartede stykker, kom dem i en skål, og hæld teriyakisaucen ud over.
3. Lad kyllingen marinere i 30 min.
4. Skær peberfrugt og løg i ensartede stykker, og kom skiftevis kylling, peberfrugt og løg på spyd.
5. Steg kyllingespyddene ved indirekte varme 3 min. på hver side.
6. Servér.
Ingen dansk sommer uden grillspyd – og dette er et fantastisk et af slagsen. Det er nemt at lave og smager skønt. Prøv det!