En smuk dag i september, var jeg så heldig at jeg fik lov til kigge forbi Kageriget, som har produktionslokaler i Holsted. Indehaveren hedder Anita Nielsen og efter at have uddannet sig både som bager og konditor, arbejdede hun nogle år i København som chefkonditor, inden hun i 2007 flyttede tilbage til Jylland og startede Kageriget op. Hun ville gerne lave det hun synes var sjovt, nemlig at lave lejligheds-kager i almindelighed og bryllupskager i særdeleshed – og hvilke kager!!
Anitas filosofi er, at hendes kager skal være festkager til særlige lejligheder, med stor vægt på kvalitet, smagsoplevelse og det kunstneriske udseende. Den slags kager kræver forberedelse og skal gerne bestilles i god tid.
Jeg mødte op i Kageriget’s produktionslokaler, som Anita overtog i december 2009 og som ligger i Holsted. De lokaler hun har overtaget, var førhen bageri, så der var alt i røremaskiner, store ovne, et specielt rum til hævning af brød, kølerum osv. For mig var det ligesom at træde ind i troldmandens værksted – hvor Anita var troldmanden!
Jeg bøjer mig i dyb beundring over hvad hun kan kreere med hendes hænder. Mens jeg stod og så på, lavede hun da “bare” lige et brudepar og der er slet ingen tvivl om at Anita er en der brænder for hendes fag, som har stor stolthed i det hun laver og som er meget, MEGET dygtig!
Der er ikke noget der er federe eller mere interessant end når du kan mærke at en person brænder for det han/hun laver. Når øjnene lyser og de nærmest lyser op indefra, når de fortæller om deres passion – og så er det faktisk ligegyldig om det er frimærker, sommerfugle eller som her kager. At Anita brænder for det hun laver er helt tydelig. Kvaliteten er høj, hun laver ALT selv og ALT fra bunden. Ingen nemme løsninger, ingen pulvermiks eller andet misk mask. Kun godt håndværk og gode råvarer, som f. eks. god belgisk Callebaut chokolade. Alt det er selvfølgelig noget som man kun kan forvente, når en konditor slår sig på den slags, det der virkelig imponerede mig var at se hende arbejde.
Faktisk kan Anita også kalde sig noget i retning af kongelig hofleverandør, da hun var med på det hold af 7 udvalgte konditorer der lavede kronprins Frederik og konprinsesse Mary’s bryllupskage.
Til ære for mig, lavede Anita et brudepar, mens jeg stod og kiggede på. Hvem der bare kunne sådan noget. Det så legende let ud og resultatet blev virkelig flot – jeg var dybt imponeret.
Tilsidst fik vi os en kop kaffe, en masse snak og jeg fik lov til at smage smagsprøver på de lækre kager. Læg mærke til den lille special-fremstillede “træstamme”. At kalde den det, er egentlig en skændsel, for den er SÅ markant anderledes end dem der kan købes hos bageren. Denne var i høj grad deluxe udgaven og jeg forelskede mig TOTALT i den. Jeg håber, at Anita vil begynde at producere disse, for så har hun ihvert fald en fast kunde i mig.
I kan finde Anita og Kageriget på forskellige bryllupsmesser rundt om i landet. Hendes forretning er 100% internetbaseret og den fysiske adresse er derfor kun til afhentning af kager og kagesmagning. Internettet er en perfekt platform til at nå ud til kageglade kunder i hele Danmark og på hendes internetside er der masser af inspiration og information at hente.
I december måned vil der dog være mulighed for at besøge lokalerne i Holsted. Butikken er åben og fyldt med julelækkerier, bl. a honninghjerter, som kan dekoreres med personlige hilsner. Bestil evt. på forhånd, så er de pakket og klar til afhentning. De lækre “træstammer, som jeg tidligere har nævnt, vil også være at finde.
Hun afholder også prøvesmagninger af og til og hvis I er en gruppe på minimum 15 personer, så kan der arrangeres en kagesmagning for Jer. Det koster kr. 60,- pr. person. Jeg kan love Jer, at I vil føle det som om I er landet i kagehimlen!
Kageriget
Estrup Hovedgård
Esbjergvej 51B
6600 Vejen
www.kageriget.dk
Det lyder bare så lækkert!
Jeg glæder mig rigtig meget til at besøge stedet og spise en masse dejlig kage!
Hej Miss Muffin!
Du kan også rolig glæde dig, jeg glæder mig også helt vild 🙂
Mange hilsner
Birthe
Uh, så blev jeg lige endnu mere spændt på at komme ned og besøge stedet :o)
Det kan jeg godt forstå – jeg tror også at Anita glæder sig til at vise det hele frem 🙂 Jeg har fortalt hende at der kommer mange kage-kyndige, så hun er klar til at blive bestormet af spørgsmål….
Mange hilsner
Birthe
Hej Birthe,
Du rammer lige i øjet med din artikel – jeg var så ualmindelig heldig at være til et af Anitas kagearrangementer i går aftes, og den vidunderlige smag af himmelsk sødme uden sidestykke hænger stadig ved.. Muuums!
Alle tommelfingre op til både Anitas talent i udforming, servering og smagsoplevelse – det burde med i en “100 ting du skal smage før du dør bog” – hvis den da nogensinde udkommer! 🙂
Hej Janni!
Ja, hun er virkelig dygtig og hendes kager er så englene synger 🙂
Du har ret, hendes kager burde med i sådan en bog……
Mange hilsner
Birthe