Jeg elsker is og det er sjovt at eksperimentere lidt med at lave is. Dette er nu ikke den store videnskab, men lavet fordi jeg havde et bæger mascarpone der skulle bruges. Derfor blev det til en lakridsis – som er en af mine favoritter – lavet på mascarpone.
Lakridsis med mascarpone, 4 -6 pers.:
6 pasteuriserede æggeblommer
250 g mascarpone
½ liter mælk (jeg brugte en rest af lidt piskefløde og så noget skummetmælk)
1½ – 2 spsk. lakridspulver (alt efter hvor kraftig lakridssmag du ønsker)
100 g rørsukker
Pisk æggeblommer, lakridspulver og rørsukker rigtig godt sammen med en el-mikser, til det bliver tykt og luftigt. Varm mælken op, til det netop når kogepunktet. Kom mascarponen i og pisk den ud i det varme mælk. Hæld blandingen ned i æggeblandingen, under piskning og hæld så det hele tilbage i gryden. Varm det op igen til kogepunktet. Hæld det i en skål og lad det afkøle helt i køleskab, inden det hældes i en ismaskine, hvor der køres i ca. 20-30 minutter (eller efter anvisning på din maskine).
Kan serveres straks eller kommes i en lufttæt beholder og fryses.