Af Madmagasinet
Rent drikkevand direkte fra hanen har længe været en selvfølge i Aalborg. Men nye prognoser tegner et bekymrende billede: Hvis udviklingen fortsætter, vil kun omkring hver fjerde aalborgenser i 2032 kunne tappe rent, urenset drikkevand derhjemme. Resten risikerer at måtte drikke vand, der enten er renset for forureninger eller – i værste fald – hente drikkevand andetsteds fra. Samtidig står kommunen med en kæmperegning for at sikre vandkvaliteten, og regningen lander hos borgerne. I denne artikel ser vi kritisk på Aalborg Kommunes håndtering af drikkevandskvaliteten med fokus på sundhed: Hvad er problemerne, hvad gør kommunen, og er indsatsen nok? Vi gennemgår den aktuelle situation med afsæt i lokale rapporter og artikler, og undersøger mulige løsninger – både dem kommunen selv peger på, og alternativer fra eksperter og andre kommuner.
Fremtidens vandbehov presser på
Aalborg er en kommune i vækst. Befolkningstallet er steget markant de seneste år, og byudviklingen buldrer derudad. Men en helt uundværlig ressource er ikke fulgt med: vandforsyningen . Allerede i 2022 advarede Aalborg Kommunes klima- og miljørådmand om, at kapaciteten flere steder var ved at være opbrugt . I en stor bydel var den tilladte vandindvinding næsten fuldt udnyttet, og nærliggende byer havde ikke flere vandtilladelser at give til de nye borgere, som lokalplanerne lagde op til . “Den nuværende situation i forhold til rent og urenset drikkevand er uholdbar,” udtalte den daværende rådmand Per Clausen (EL) i Nordjyske . Med andre ord: Uden nye tiltag risikerer dele af Aalborg at løbe tør for lokalt drikkevand, hvis både befolkning og vandforbrug fortsætter med at stige.
Problemets kerne er, at Aalborgs vandforsyning hidtil har været baseret på rent grundvand – en ressource, der både er begrænset i mængde og truet af forurening. Kommunens egne rapporter peger på, at store udbygningsplaner og flere borgere gør det nødvendigt at tænke i nye baner for at skaffe nok vand. Allerede nu må nogle vandboringer lukke, og i andre tilfælde pumpes vandet videre til blanding med renere vand, før det kan sendes ud til forbrugerne . Med flere indbyggere og øget pres på ressourcen er fremtidssikring af drikkevandet ikke blot ønskværdigt – det er bydende nødvendigt.
Nitrat – den usynlige trussel i jorden
Billedtekst: Rent vand i hanen er ikke længere en selvfølge – stoffer som nitrat siver ned i undergrunden og truer folkesundheden.
For mange danskere lyder rent grundvand som en selvklar rettighed. Men under Aalborg lurer en særlig udfordring: nitratforurening. Aalborgs geologi består af kalk og sand, uden det beskyttende lerlag mange andre egne har. Det betyder, at nedsivning fra overfladen når lettere ned til grundvandet . Pesticider fra landbruget er ét problem, men nitrat fra gødning er en endnu større – og stigende – trussel mod drikkevandet i Aalborg . Nitrat i sig selv gør ikke vandet grumset eller lugtende; det er en usynlig forurening, men ikke desto mindre sundhedsskadelig. Studier viser, at nitrat kan øge risikoen for kræft, særligt tarmkræft . Faktisk ses en forhøjet kræftrisiko allerede ved forholdsvis lave nitratkoncentrationer (over ca. 4 mg pr. liter vand), langt under grænseværdien på 50 mg/L . Ifølge en beregning fra forskere ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og GEUS kan Danmark spare 2,2 mia. kr. om året i sundhedsudgifter, hvis nitratindholdet i drikkevandet sænkes – svarende til at undgå cirka 127 tilfælde af tarmkræft om året . Med andre ord: Nitrat i vandet er ikke kun et teknisk problem, men et reelt folkesundhedsproblem.
I Aalborg har man kunnet aflæse udviklingen direkte i vandhanerne. Flere af kommunens drikkevandsboringer har måttet lukke på grund af for højt nitratindhold, eller vandet derfra blandes nu med renere vand fra andre boringer for at overholde kvalitetskravene . Kommunen forudser, at det om få år slet ikke går længere uden vandrensning – nitratniveauerne er simpelthen på vej i vejret i en grad, så man ikke kan levere drikkevand inden for grænseværdierne uden at gribe ind . Dette er baggrunden for en historisk beslutning: Aalborg bliver nu det første sted i Danmark, hvor man begynder at rense alt drikkevandet for nitrat .
Beslutningen, der blev truffet i foråret 2025, markerer et kursskifte. Hvor man traditionelt har stolthet sig af, at dansk drikkevand kan drikkes direkte fra hanen uden anden behandling end iltning og filtrering mod jordpartikler, indfører Aalborg Forsyning nu egentlige renseanlæg specifikt til at fjerne nitrat. Prisen er høj: 645 millioner kroner løber projektet op i . Og regningen ender i sidste ende hos forbrugerne selv . Beregninger viser, at vandregningen vil stige med ca. 1.000 kr. om året per husstand i Aalborg i de næste ti år – en markant ekstraudgift, der tydeligt viser problemets omfang. “Det er virkelig trist, at vi er nået dertil, at vi ikke længere kan have rent drikkevand,” udtalte Aalborgs Klima- og Miljørådkvinde Anna Aaen i den forbindelse . Hun er samtidig formand for Aalborg Forsynings bestyrelse og har stået med ansvaret for at træffe det svære valg. Aaen tilføjede dog, at nu sætter man en stopper for udviklingen, “og så kan vi fortsat have tillid til, at vandet i hanerne kan drikkes” . Trods alt skal ingen i Aalborg frygte at drikke af hanen – i hvert fald ikke for nitrat.
At Aalborg ender med at indføre nitratrensning bunder i, at andre løsningsmuligheder enten er utilstrækkelige eller meget langsigtede. Nitrat stammer overvejende fra landbrugets kvælstofgødning, så den mest oplagte forebyggelse er at begrænse landbrugsforureningen. Man kan f.eks. tage sårbare arealer ud af drift eller plante skov, som via rødderne optager nitrat, før det når grundvandet . Aalborg har da også igangsat indsatser i samarbejde med lodsejerne (mere om det senere). En anden mulighed er at flytte vandboringerne – enten geografisk væk fra belastede områder eller ved at bore dybere ned under de øverste, nitratholdige grundvandslag . Begge dele er dog lettere sagt end gjort i praksis: Der er grænser for, hvor langt væk fra forbrugerne man kan indvinde vand, og dybere boringer kan være teknisk vanskelige og dyre, og kan risikere at pumpe gammelt eller saltholdigt vand op. Derfor er Aalborg endt med den sidste mulighed: rensning. Moderne vandteknologi tilbyder flere metoder – fra biologisk denitrifikation til ionbyttere eller omvendt osmose . Disse kan effektivt fjerne nitrat fra vandet, men de er bekostelige i anlæg og drift, hvilket Aalborg-borgerne nu må sande. Samtidig fjerner nitratrensning kun netop nitrat; andre stoffer i vandet berøres ikke. Det rejser spørgsmålet: Hvad med de andre forureninger?
Pesticider og PFAS – de andre farer i vandet
Selvom nitrat er Aalborgs største hovedpine lige nu, lurer andre “stille” forureninger under overfladen. Pesticider – rester af ukrudts- og insektgifte fra fortidens (og nutidens) markbehandling – findes i stigende grad i dansk grundvand. Ifølge Danske Regioner er mere end halvdelen af alle drikkevandsboringer i Danmark påvirket af pesticider eller andre giftstoffer, om end ofte i små mængder . I mere end hver tiende boring er forureningsgraden dog over grænseværdierne , så vandet slet ikke må drikkes uden rensning. Også i Aalborg er pesticider på radaren. Kommunen har heldigvis ikke oplevet de allerhøjeste pesticidkoncentrationer, der har plaget visse andre kommuner, men forekomsten af pesticidrester er udbredt – og kombinationen af mange forskellige mikroskopiske forureninger kan også give sundhedseffekter på sigt. Pesticider mistænkes for at kunne påvirke hormonsystemet, nervesystemet og i nogle tilfælde være kræftfremkaldende. Aalborg håndterer pesticidproblemet side om side med nitratproblemet, bl.a. ved at lave aftaler med landmænd om sprøjtefrie zoner omkring vandboringerne. Men som Anna Aaen har påpeget, er pesticider faktisk det mindre problem i Aalborg sammenlignet med nitrat – hvilket dog mest skyldes, at nitratproblemet er så stort .
En anden gruppe af forureninger er nyere og potentielt endnu mere langvarigt skadelige: PFAS-stoffer. Disse “evighedskemikalier” (bl.a. PFOS og PFOA) har været anvendt i alt fra brandskum til teflon og regntøj, og de nedbrydes ekstremt langsomt i naturen. I 2021 kom det frem, at der var sket en alvorlig PFAS-forurening ved Flyvestation Aalborg og Aalborg Kaserner – sandsynligvis fra mange års øvelser med brandslukningsskum . Aalborg Kommune frygter nu, at de giftige fluorstoffer kan sprede sig til grundvandet . PFAS-stoffer er allerede kendt fra andre sager (bl.a. i Korsør), hvor de er endt i folks drikkevand og siden i blodet på borgerne. Konsekvenserne er alvorlige: Forhøjede mængder PFOS i kroppen kan give forhøjet kolesterol og levertal, og stoffet øger risikoen for visse former for kræft . Endnu værre er det for de ufødte og børn – PFOS kan forringe effekten af børnevaccinationer, nedsætte fødselsvægten og øge risikoen for abort . Og da PFAS ophobes i kroppen og først nedbrydes over mange år, er enhver eksponering stort set permanent. Alt dette gør PFAS til en tikkende bombe under fremtidens drikkevandskvalitet. I Aalborg er stofferne (så vidt vides) endnu ikke nået ud i drikkevandet hos forbrugerne, men fundene ved flyvestationen er et klart advarselssignal om, at man skal være på forkant. At fjerne PFAS fra forurenet jord og vand er ekstremt kostbart og svært – det anslås at løbe op i milliardklassen nationalt – så også her gælder det om at forhindre spredning frem for at rense bagefter.
Aalborgs strategi: Forebyggelse og fremtidssikring
Hvordan tackler Aalborg så alle disse udfordringer? Kommunens tilgang kan beskrives med ét ord: helhedsorienteret. Man forsøger at angribe problemet fra flere vinkler samtidigt, snarere end at lappe ét hul ad gangen. “Vi har valgt en helhedsorienteret tilgang til grundvandsbeskyttelse i Aalborg Kommune,” forklarer Anna Aaen . Konkret betyder det, at hvor der er brug for en indsats mod nitrat (som jo er det største problem), dér gennemfører man samtidig en indsats mod pesticider . I stedet for separate projekter for hvert kemisk stof prøver Aalborg at lave én samlet aftale pr. lodsejer om at beskytte jorden i et område . Dermed får man både dæmmet op for nitrat og pesticider i de mest sårbare områder, og man undgår dobbeltarbejde og gentagne forhandlinger med de samme landmænd. “Vi synes også, det er mest ordentligt, at den enkelte lodsejer kun skal forhandle beskyttelse med os én gang, så deres dyrkningsmuligheder ikke bliver indskrænket i flere omgange,” siger Aaen . Det gavner desuden vandforsyningerne, som ikke skal bruge penge på at lave overlappende indsatser flere gange – i sidste ende sparer det forbrugerne for ekstra udgifter .
Et konkret eksempel på Aalborgs forebyggende arbejde er Grundvandssamarbejde Aalborg – en forening hvor vandværkerne går sammen om at beskytte grundvandet. Formanden, Daniel Borup (V), fortæller, at foreningen i mange år har forhandlet frivillige aftaler med lodsejere om at ændre arealanvendelsen, der hvor drikkevandet hentes . Målet er at etablere deciderede “grundvandsparker” – store beskyttede områder, hvor der for eksempel lægges græs eller skov, og hvor der hverken må gødes eller sprøjtes . På den måde vil man undgå forurening ved kilden og sikre, at der også fremover kan produceres rent drikkevand i Aalborg . Denne form for frivillig samarbejde med landbruget er et af de vigtigste værktøjer, kommunerne har, for de lovgivningsmæssige beskyttelseszoner omkring boringer er relativt små. I gennemsnit har en dansk kommune 56 såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvor der er restriktioner tæt ved vandboringerne. Til sammenligning har Aalborg hele 148 BNBO-områder – et udtryk for hvor rigt kommunen er på vandboringer, men også hvor stort et areal der skal sikres . Aalborg Kommune er næsten i mål med at beskytte BNBO’erne i fx Hals og omkring Aalborg by, mens arbejdet er på vej i områder som Sejlflod og Nibe . Men selv hvis alle BNBO bliver fri for sprøjtegifte, løser det ikke nitratproblemet, der jo kommer fra en mere diffus fladebelastning af hele oplandet. Derfor har Aalborg netop udvidet blikket til større områder end BNBO, via grundvandssamarbejdet og de helhedsorienterede aftaler.
Kommunen får ros for denne proaktive tilgang flere steder fra. Eksperter peger på, at ingen enkelt myndighed kan løse problemet alene – det kræver samarbejde og vidensdeling mellem alle parter: kommuner, regioner, stat, vandværker, landbrug m.fl. . Aalborg forsøger at tage ansvar i eget hus ved at mobilisere både vandforsyninger og lodsejere til fælles indsats. Anna Aaen understreger da også, at Aalborg tager borgernes sundhed og grundvandet “meget seriøst” . Hun håber, at Miljøministeren vil anerkende Aalborgs særlige behov og hjælpe med at beskytte drikkevandet bedst muligt . Meldingen er klar: “Her er det ikke nok at undgå pesticider i de boringsnære områder. Vi fastholder en proces, der giver en endnu bedre beskyttelse af fremtidens drikkevand.”
Spørgsmålet er så, om denne indsats er tilstrækkelig, og om Aalborgs strategi har mangler. Kritisk set kan man pege på flere forhold:
- Reaktivt mod proaktivt: Trods den helhedsorienterede forebyggelse står Aalborg nu alligevel med behovet for teknisk rensning af vandet. Det indikerer, at de forebyggende tiltag kan være kommet for sent eller været for begrænsede over for nitratproblemet. Kommunen har selv pointeret, at de har brug for “flere værktøjer og mindre benspænd” fra centralt hold . Blandt andet er kompensation til landmænd for at undlade gødskning eller sprøjtning dyrt, og kommunekassen rækker ikke langt nok, når så store oplande skal beskyttes. Aalborg ønskede, at staten trådte til og tog ansvar – fx økonomisk. “Staten burde gribe ind, så regningen hverken havnede hos forbrugerne, kommunen eller landbruget,” mener Anna Aaen . Indtil videre er det dog Aalborg Forsyning og dermed borgerne, der må betale de 645 millioner kroner for nitratrensningen. Man kan spørge, om kommunen kunne have presset hårdere på tidligere for nationale løsninger, så man måske kunne have undgået så omfattende en (og dyr) renseindsats nu.
- Oversete sundhedsrisici: Aalborgs fokus har, forståeligt, været på nitrat. Men der lurer andre risici, som måske ikke har fået samme opmærksomhed. PFAS-forureningen ved Flyvestationen er et eksempel – den kom lidt som et chok. Hvad nu hvis PFAS allerede er sivet længere ud end antaget? Test af vandet bør intensiveres, for disse stoffer er ekstremt sundhedsskadelige i selv små mængder. Også cocktail-effekten af mange forskellige pesticidrester og andre kemikalier i lav dosis er noget, nogle eksperter råber vagt i gevær om. De nuværende grænseværdier tager udgangspunkt i enkeltstoffer, men vi ved reelt lidt om, hvad det betyder at drikke en “suppe” af fx 5-10 forskellige pesticidrester over flere år. Her kunne Aalborg – evt. i samarbejde med universiteterne i byen – gå foran med mere forskning og overvågning af vandkvaliteten ud over de lovpligtige krav. At sikre tilliden til hanens vand er afgørende, og det kræver gennemsigtighed og rettidig omhu med også de nye trusler.
- Infrastruktur og forsyningssikkerhed: Når nu kapaciteten er under pres, kunne Aalborg med fordel kigge på alternative forsyningsveje. En idé er at øge sammenkoblingen med nabokommuner, så man kan trække på hinandens vand i nødsituationer. Et andet aspekt er lækager på ledningsnettet – ved at minimere vandspild sikrer man bedre udnyttelse af den vand, man trods alt har. Endelig kan vandbesparende tiltag hos forbrugerne spille en rolle: Jo mindre vand vi bruger unødigt, jo mere kan grundvandsressourcen strækkes, især under tørker eller i perioder hvor nogle boringer må lukkes.
Aalborg står altså i et vadested, hvor strategien for rent drikkevand skal balancere mellem forebyggelse ude i landskabet og teknologisk rensning på vandværkerne. Indtil videre vælger man begge dele: Man lægger pres på for at beskytte grundvandet bedst muligt og betaler for at rense det vand, man trods alt indvinder. Byen bliver på sin vis et pilotprojekt for resten af landet – for Aalborg er langt fra alene om udfordringerne. Allerede har Hovedstadsområdets vandselskab HOFOR advaret om, at rent drikkevand kan blive en mangelvare inden for en overskuelig årrække . “Der er behov for politisk handling og samarbejde med både stat og kommuner for at løse udfordringen,” har Anne Scherfig fra HOFOR udtalt . Den udmelding spejler Aalborgs erfaring: Det nytter ikke, at hver kommune kæmper alene. Problemet med forurenet vand kender ingen kommunegrænser, og løsningerne kræver en fælles indsats på tværs af sektorer .
Konklusion: Kan aalborgenserne trygt drikke vandet i 2032?
Aalborg Kommune har sat alle sejl til for at sikre, at der også fremover løber sundt og ufarligt drikkevand ud af hanerne hos borgerne. Indsatsen er ambitiøs – fra beskyttelse af store landområder mod sprøjtegift og gødning, til milliardinvesteringer i avanceret vandrensning. Kommunen har påpeget, at de tager borgernes sundhed alvorligt og ikke tøver med at handle . Alligevel må man spørge, om indsatsen er nok i lyset af de udfordringer, der tegner sig. Prognoserne har været alarmerende, og Aalborg har valgt at handle på dem. Men har man fået alle med? Er staten, landbruget og regionen på banen i tilstrækkelig grad? Eller ender vi med, at aalborgenserne betaler en høj pris – både i kroner og i tilliden til vandet – for en løsning, der måske kun lappe huller midlertidigt?
Eksperter peger på, at det kræver kontinuerlig overvågning, stram regulering og innovation at bevare rent drikkevand i Danmark. Aalborgs situation i 2025 er måske et forvarsel om, hvad mange andre kommuner kan stå over for inden 2030’erne. På den positive side kan Aalborgs erfaringer komme hele landet til gode: Hvis Aalborg lykkes med at kombinere forebyggelse og rensning, kan modellen måske kopieres andre steder. Hvis ikke, må vi som samfund gentænke vores tilgang til drikkevandsbeskyttelse fundamentalt – måske ved at sætte langt hårdere ind mod forurenerne før skaden sker.
I sidste ende er rent drikkevand en livsnødvendig ressource, som vi ikke har råd til at gamble med. Aalborg har taget et vigtigt skridt ved at erkende problemerne og investere i løsninger. Men 2032 nærmer sig hastigt, og det vil kræve vedholdende politisk vilje og samarbejde at vende udviklingen. Alle har gjort alt “rigtigt” inden for de nuværende rammer – alligevel står Aalborg med en kæmpe regning og en skarp påmindelse om, at naturens tålegrænser er nået. Rent vand er ikke en selvfølge længere; det er noget, vi aktivt skal sikre hver eneste dag. Om Aalborgs indsats viser sig tilstrækkelig, vil kun tiden – og kvaliteten af vandet i hanerne – vise. Forhåbentlig kan borgerne i 2032 skænke sig et glas vand med ro i sindet, velvidende at det er rent, sundt og ufarligt at drikke. Det kræver handling nu, så fremtidens generationer kan slukke tørsten uden bekymring.
Kilder: Aalborg Kommune, Nordjyske, DR, Danske Regioner m.fl. (se referencer i teksten)
