Det første møde med Belgiske vafler
Første måde med Belgiske vafler
Efter jeg var blevet student midt i halvfemserne rejste jeg et år til Bruxelles som au pair. Her mødte jeg en pige som viste mig rundt i byen og som introducerede mig til diverse kulinariske, belgiske oplevelser. Blandt andet lærte hun mig at det bedste i Verden, en kold dag på strøgtur på Rue Neuve, er en rygende varm belgisk vaffel. Den blev solgt med jævne intervaller ned ad gågaden, og man kunne altid dufte når en Gaufres-biks nærmede sig. Vaflen blev typisk serveret med chokoladesauce, flødeskum eller syltetøj. Jeg valgte altid chokolade.
Belgiske vafler i Danmark
Da min au pair tid var slut, og jeg var tilbage i Danmark, var det også slut med belgiske vafler. Troede jeg da. For inden længe mærkede jeg den velkendte vaffelduft en dag jeg var på osetur i Københavns centrum, og sørme så! Dér var de, fuldstændig magen til dem jeg plejede at nyde i Belgien – omend de pludselig ikke virkede særligt eksotiske mere…
I dag kan vaflerne som bekendt købes mange steder, for ikke at sige overalt, og de smager altid ens. Hvilken kan give én mistanke om at de købes færdige eller som kagemix, og som så meget andet ikke nødvendigvis er hverken friskbagte eller hjemmelavede.
Hjemmelavede belgiske vafler – Gaufres de Liège
På et tidspunkt satte jeg mig for at jeg ville prøve at bage belgiske vafler selv og gik i gang med at lede efter en opskrift. Jeg ville gerne have at den var så autentisk som muligt, og ledte derfor på diverse belgiske sider. Efter nogle forsøg og mindre justeringer synes jeg opskriften er god. I belgiske opskrifter nævnes ofte “sucre en perle” – perlesukker – men da deres version er meget mere grovkornet end den danske, fås ikke samme resultat ved at bruge dansk perlesukker. I stedet bruger jeg hugget sukker, altså sukkerknalder, som lige får et bask så de knækker – det er ikke meningen det skal blive til stødt melis.
Gaufres de Liège (8-10 stk.)
- 125 ml lunken mælk
- 25 g. gær
- 350 g. mel
- 3 æg (m)
- 5 g. salt
- korn af ½ stang vanille
- 175 g. smør
- 75 g. brun farin
- 175 g. hugget sukker
Gæren opløses i mælken og alt andet end smør, farin og sukker blandes i. Dejen røres ensartet og hviler dernæst i 30 min. Imens slås det huggede sukker lidt i stykker (jeg bruger en morter) og sættes til side. Smørret smeltes. Når de 30 min. er gået røres det smeltede smør i. Det gør ikke noget at dejen ikke er rørt helt jævn – på denne måde opnås en let flaget struktur, lidt ligesom wienerbrød. Til sidst røres farin og sukker i. Lad dejen hvile 15 min.
Et vaffeljern varmes godt op og der lægges en god klat dej på hver bageplade. De skal bage 3-5 minutter. Pas på når de skal tages af – de store sukkerklumper som ligger yderst vil være smeltede og karamelliserede og MEGET varme. Nyd vaflerne med det samme eller læg dem på en bagerist. De kan bages i god tid og varmes inden servering. Server med f.eks. is, flødeskum eller chokoladesauce. Sidstnævnte er meget let at lave selv:
Chokoladesauce
- 100 g. god mørk chokolade
- 1½ dl. piskefløde
Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Bring fløden til kogepunktet og hæld den over chokoladen. Rør til al chokoladen er smeltet.
Bon appetit!
Åha, jeg elsker belgiske vafler! Hvor kunne jeg godt spise en lige nu..
Da jeg var i Bruxelles i foråret spiste vi også vafler hver dag og de smagte skøøøønt! Min favorit var med softice, jordbær og chokolade:)
Ej, det lyder som en super lækker opskrift!! Den må jeg prøve! Når der står dejen skal hvile, er det så i køleskabet, eller blot på køkkenbordet?
Hej Christine. Den skal bare hvile ved stuetemperatur :o). God fornøjelse – og meld gerne tilbage om du synes om dem.
Kanon opskrift, smagte vildt lækkert i forhold til de andre “almindelige” opskrifter vi har prøvet
Hovsa! Glemte helt at skrive tilbage – de var simpelthen så gode!! 😀 Kan klart anbefales!
Jeg puttede resten i fryseren (de få vi ikke fik spist :P) og varmede dem bare på brødristeren – det fungerede også!
Kan som bonus fortælle at hvis man ikke får spist alt chokoladesaucen og putter den i køleskabet natten over, så fungerer det stort set som chokolademousse 😀 Eller man kan varme det og bruge det som sauce igen 😉
Ved du, om de kan bages på et begisk vaffeljern? Går ud fra, at det vaffeljern, som er nævnt i opskrift, er et dansk vaffeljern, hvor vaflerne bliver flade?
Super gode syntes ikke at 125 ml mælk var nok så brugte 150 ml og da jeg ikke havde noget gær brugte jeg bagepulver hvilket også har afkortet forberedelses tiden
Ih Trine, selvom det er mange – mange (og så lige lidt fler’) år siden jeg var au-pair i Bruxelles, bragte din tekst mig fluks tilbage på shoppeturene på Rue Neuve, startende ved City 2 (mon den findes endnu?) Din opskrift vil jeg glæde mig helt vildt til at prøve, jeg har faktisk ikke spist de rigtige vafler siden dengang 😀
Det kunne være helt vildt sejt, at invitere min eksmand og hans kæreste på Belgiske vafler… Jeg skal sige dig, i sin tid “importerede” jeg ham nemlig dernede fra 😀 😀 😀 ;D
Nu vil jeg tjekke ud, om du har en blog eller lignende, jeg kan nemlig rigtig godt li’ din måde at skrive på 🙂
På vaffel-gen-snak
hej Trine ved du noget om belgisk mad ud over vafler?
Kan man fryse dejen?
Hej
Ja det er muligt men den er klart bedre uden den har være en tur i fryserne
Jeg kommer nok til at skrue ned for sukker og smør næste gang. De blev dejlig sprøde men al smør og sukker fandt vej ned i det elektriske i selve apparatet. Opskriften er ikke egnet for Tefal snack collection udstyret. Ikke en kritik af opskriften, de smager dejligt.
Venlig hilsen Rita
De blev gode! Vil dog prøve at tilføje lidt kardemomme næste gang, jeg bager dem..
Har ikke lavet belgiske vafler før, så din opskrift blev den første – jeg behøver ikke prøve andre! Hold op hvor er de gode 😀 Lurede lidt på det der med knuste sukkerknalde, men det fungerer bare SÅ godt! Helt sikkert ikke sidste gang de bliver lavet her, tak for en skøn, skøn opskrift! 🙂
Okay må sige jeg var lidt skeptisk da jeg så dejen efter at have tilsat sukker og smør. Men OMG disse smager af en anden verden! Helt perfekt opskrift!
Jeg brugte økologisk rørsukker fordi de netop er lidt grovere end alm. Sukker, og min farin var lidt tør hvilket gav lidt gode “klumper” jeg fik smuldret i.
DETTE bliver de eneste vafler fra nu! Tusinde tak for en fantastisk og længe ventet opskrift
Hej
Jeg har ikke mulighed for at se ingredienserne på de belgiske vafler , er det muligt at der er en som kan skrive den på mail til mig 🙂
GOD JUL
Der er en anden som har skrevet at opskriften ikke er egnet for Tefal Snack Collection, men det har vi brugt uden problemer. Vaflerne blev fantastisk gode! Der var ikke noget dej som kom ned i maskinen. Ved ikke hvorfor der er forskellige erfaringer med den, men det har nok noget at gøre med variationer i opskriften. Tak for en dejlig opskrift – de skal helt klart laves igen!
Hejsa 🙂
Bruger du et almindeligt vaffeljern eller et till belgiske vafler?
bedste vaffel-weekend-hilsner
Dorte Marie
hvad med det brune farin ?
Ja hvad med den 🙂 jeg er ikke helt med på hvad du mener Lasse ? kan du uddybe ?
Lækker opskrift som vi har brugt flere gange 🙂 Vi har prøvet med hugget sukker, men opdagede at en vaffelbager i Aarhus solgte det rigtige belgiske perlesukker “sucre en perle” og prøvede med det. Det bliver rigtig godt og faktisk lidt bedre end med hugget sukker. Desværre har han lukket sit vaffelbageri, men sælger stadig sukkeret, hvis man kontakter ham på facebook. Selvom siden ser lidt “død” ud, så svarer han når man skriver. Vi har fået leveret flere gange – I kan finde det på: http://www.facebook.com/liegevaffel/
Sætter man pris på den karameliserede overflade på vaflerne, er det en mulighed at trille bollerne i sukker inden man lægger dem i jernet. På den måde får de et tyndt lag karamel uden på. Jeg har “kun” prøvet med relativt fintmalet udenlandsk sukker. Og det virker fantastisk. Jeg vil næste gang prøve at tilsætte en anelse kardemomme til sukkeret. Jeg tænker, at det vil passe fint sammen med karamellens lidt brankede smag op imod vaflernes skønne smag af vanilla. Men det må helt klart ikke overdrives. Så i første gang kun en anelse – en knivspids….
Lyder faktisk som en god ide 🙂 det vil jeg prøve næste gang jeg skal i gang med at trylle vafler i køkkenet. Tak fordi du deler <3