Frisk dild – næring, brug og opbevaring

Frisk dild er det nordiske køkkens krydderurt frem for nogen – de fine, fjerlette duske med den umiskendelige anisagtige, græsfriske duft. Ingen graved laks, ingen ordentlig hønsesalat med asparges og ingen nye kartofler med dildsmør uden. Den falmer hurtigt, både i buketten og i gryden, og netop derfor skal den behandles med lidt omtanke.

Næringsindhold pr. 100 g

Vitaminer og mineraler pr. 100 g

Tal fra DTU Fødevareinstituttets database Frida (Den Danske Fødevaredatabase).

Sådan bruger du frisk dild i madlavningen

Dild og fisk er et umage-frit match: laks, sild, rejer og hvid fisk løftes alle af den friske anistone. Den hører også hjemme i kolde saucer og dressinger – remoulade, dildcreme, rævesauce – og sammen med agurk, kartofler og æg. Hak den groft med en skarp kniv lige før brug; en sløv kniv maser urten, så den bliver mørk og vandet. Den vigtigste regel: tilsæt dild til sidst. Smagen tåler ikke lang kogning og forsvinder næsten helt i en gryde, der simrer. De grove stilke kan til gengæld koges med i fiskefond og fiskes op inden servering.

Opskrifter med frisk dild

• Kinesisk gryderet
• Lækker kalvesteg
• Forel au bleu
• Skinkegryde

Opbevaring

Frisk dild holder kun få dage. Pak den løst ind i et let fugtigt stykke køkkenrulle og læg den i en pose i køleskabet – det giver typisk tre-fem dage. Skal den gemmes længere, så hak den og frys den i en lille pose eller i isterningebakker med lidt vand; frossen dild dur ikke til pynt, men fint i saucer og supper. Tørret dild er en bleg skygge af den friske og kan sjældent betale sig.

Topfoto: Leecason (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons.