E-numre – den store guide til tilsætningsstoffer

E-numre er EU’s varedeklaration for tilsætningsstoffer – hvert nummer dækker ét godkendt stof med én bestemt funktion. Nummeret siger ikke noget om, hvorvidt stoffet er naturligt eller syntetisk: E160a er gulerodens farvestof, E300 er C-vitamin, og E330 er citronsyre.

Alligevel er E-numrene nok det mest mistroede hjørne af ingredienslisten. Denne guide går nummer for nummer igennem, hvad stofferne gør, hvor de kommer fra, og hvad forskningen faktisk siger – uden hverken skræmmekampagne eller skønmaleri.

Sådan bliver et stof til et E-nummer

Alle tilsætningsstoffer i EU skal godkendes, før de må bruges. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurderer forskningen og fastsætter typisk en acceptabel daglig indtagelse (ADI) – den mængde, man kan indtage hver dag hele livet uden risiko, inklusive en stor sikkerhedsmargin. Derefter beslutter EU, i hvilke fødevarer og mængder stoffet må bruges. Listen kaldes positivlisten: Alt, der ikke står på den, er forbudt.

Godkendelsen er ikke evig. Stofferne genvurderes løbende, og når ny forskning peger på problemer, ryger de ud – senest titandioxid (E171), der blev forbudt i 2022, efter at EFSA ikke længere kunne garantere, at nanopartiklerne var harmløse.

Find det E-nummer, du leder efter

Numrene er groft ordnet efter funktion. Vælg gruppen – hver side har en komplet tabel og guides til de stoffer, folk spørger mest til:

Tre ting, der er værd at vide

”Naturlig” og ”sikker” er ikke det samme. Karmin (E120) er hundrede procent naturligt – udvundet af lus – og et af de få E-numre med dokumenteret allergirisiko. Omvendt er flere syntetiske stoffer blandt de grundigst testede kemikalier overhovedet. Døm stofferne på evidensen, ikke på oprindelsen.

Dosis afgør alt. ADI-grænserne har typisk en sikkerhedsfaktor på 100 indbygget. De få steder, hvor almindelige danskere reelt kan nærme sig grænserne – fosfater, sulfitter, lakrids’ glycyrrhizin – handler det om et stort forbrug af få varegrupper, ikke om enkeltprodukter.

E-nummer eller kemisk navn – frit valg. Producenten må selv vælge, om der står ”E300” eller ”ascorbinsyre” på listen. Mange skriver navnet ud, fordi det lyder mindre kemisk. Indholdet er det samme – så en ”E-nummerfri” ingrediensliste er ofte bare god markedsføring.

Forbudt, begrænset og mærkningspligtigt

Siden systemet blev indført, er flere stoffer røget ud igen: Red 2G (E128) i 2007, Brown FK (E154) og senest titandioxid (E171) i 2022. Andre er stærkt begrænsede – amaranth (E123) må kun bruges i fiskerogn og erythrosin (E127) kun i cocktailbær. Og seks azofarver kræver advarselsmærkning om børns aktivitet og koncentrationsevne. Detaljerne står under farvestofferne.

Ofte stillede spørgsmål

Er E-numre farlige?

Et E-nummer betyder, at stoffet er vurderet og godkendt af EU’s fødevaresikkerhedsautoritet EFSA – det er reelt et kvalitetsstempel, ikke en advarsel. Diskussionerne om enkelte stoffer handler om mængder og særlige grupper, og dem kan du læse om på stoffernes egne sider.

Hvorfor bruger producenterne overhovedet tilsætningsstoffer?

De fleste E-numre løser konkrete problemer: konserveringsmidler forhindrer madforgiftning og madspild, antioxidanter holder fedtet friskt, og emulgatorer får ingredienserne til at hænge sammen. Uden dem ville holdbarheden være dage i stedet for uger – og maden ofte dyrere.

Kan jeg undgå E-numre helt?

Laver du maden selv fra råvarer, er du tæt på – men selv salt, natron og citronsyre har E-numre, når de bruges industrielt. Et mere realistisk mål er at basere kosten på råvarer og bruge færdigvarer med omtanke.

Hvilke E-numre bør jeg faktisk holde øje med?

De få, hvor evidensen eller mængderne reelt er en diskussion: nitrit i store mængder forarbejdet kød, sulfitter hvis du er astmatiker, fosfater ved stort forbrug af færdigmad – og azofarverne, hvis du har små børn. Resten er primært et spørgsmål om, hvor forarbejdet mad du vil spise.