Det var en noget trist, graffitimalet og opgravet baggård der skulle forceres, før vi nåede frem til aftenens destination, restaurant Svineriet. Men da den triste baggård var lagt bag os, var det heldigvis en noget andet verden, der åbnede sig. På deres hjemmeside beskriver Svineriet de fysiske rammer som ”rustikke og delikate på sin helt egen urbane måde”, hvilket egentlig er meget præcist formuleret. I hvert fald bidrager rå vægge, stilfulde borde med masser af plads og store designerlamper til at skabe en på en gang hyggelig og eksklusiv atmosfære.
Hele Svineriet til det halve
Vi var hoppet med på det populære efterårstilbud fra Svineriet, nemlig en såkaldt “Hele Svineriet til det halve”-menu, og havde sikret os et bord allerede i august. Da menuen, inkl. italiensk vinmenu, således var fastlagt på forhånd, var der ingen grund til at spilde tiden på læsning af menukort. Og efter en forfriskende aperitif, blev første ret serveret: Gulerødder i variation serveret med kammuslinger, røget paprika og syltet stikkelsbær. Allerede her kunne Svineriets fokus på gode råvarer smages. Både anmelder og medspiser ville dog have fortrukket ristede kammuslinger frem for den meget bløde marinerede version, som Svineriet havde valgt, men det er naturligvis en smagssag.
Hurtigt ankom ret nr. 2, som skulle vise sige sig at blive den ene af to favoritter den aften: Grillet Canetteandebryst, luftig hybencreme, timiansyltet gule beder og brøndkarse. Man skal lede langt efter så perfekt tilberedt andebryst og tilbehøret matchede kødet fint.
Perfekt kalvefilet
Aftenens hovedret, som bestod dansk kalvefilet og sprød ragout, tapanade af blomkål, mild trøffelsauce og hasselnøddecrumbel, var aftenens anden favorit. Perfekt tilberedt kød, en himmelsk trøffelsauce og en atypisk, men særdeles velsmagende blomkålstapanade var med til at skabe en helt igennem suveræn hovedret.
Det er vist ingen overdrivelse at sige, at den værste sult nu var stillet. Yderligere to retter ventede dog. Da medspiseren ikke var til ost, som ellers stod på menuen, fik han uden problemer serveret en perfekt tiramisu som ret nr. 4. Selv blev jeg præsenteret for seks oste (fire italienske og to danske). Stykkerne var øjensynligt serveret efter ’lidt, men godt’-principppet. Store var stykkerne i hvert fald ikke, men smagen var i top, og igen var det tydeligt, at råvarer på Svineriet bliver valgt med omhu.
Aftenens sidste ret var æbleis på sprøde makroner, cremet karamel og vaniljesyltede havtorn. Efter min mening havde retten gjort sig betydelig bedre uden havtorn, som – vaniljesyltning eller ej – fuldstændig dominerede desserten med dens særprægede og syrlige smag.
Svineriet havde sammensat en glimrende vinmenu med vine fra klassiske italienske vindistrikter, hvilket er dejligt bekvemt for gæster med mindre kendskab til avancerede druer.
Ukrukket gastronomi
Alt i alt en formfuldent efterårsmenu, hvor der tydeligvis var kræset om detaljer både i tilberedning og anretning. Hvis Svineriet gerne ville kræse ekstra meget om kunderne, kunne en mere personlig betjening anbefales. Mindst fire tjenere nåede vi at tale med. Ambitionsniveauet taget i betragtning kunne man godt have ønsket sig en mere personlig betjening. Et andet mindre minus ved aftenen var den dårlige akustik i det store lokale, der udgør Svineriet. Men til 595 kr. for en fem retters menu, inkl. fem glas fremragende vin, er der plads til et par mindre smuttere. Overordnet må man sige, at Svineriet levede op til deres hjemmesides ord om at levere ”ukrukket gastronomi”.
KONTAKT
Svineriet
Mejlgade 35, Baggården
8000 Århus C
Tlf. 86 12 30 00
Hjemmeside