Rabarberen er en af de mest populære råvarer i de danske dessertkøkkener. Den syrlige stængel kan anvendes i kager, grød og syltetøj, og så er den let tilgængelig for de fleste herhjemme. Men hvad er der med den flotte, røde stængel med de store blade? Læs meget mere om rabarber og dens egenskaber herunder, og lad dig inspirere at lækre opskrifter.
Mmh … Intet dufter af sol og sommer som en god gang rødgrød, der simrer i bedstemors gryde. Det er næsten nostalgisk og indbegrebet af dansk sommer, rød- og hvidternede duge og rødt saftevand.
Rabarber er en fantastisk grøntsag og noget af det første spiselige til at bryde jordens overflade, når foråret står for døren. Sæsonen går fra april – juni og igen fra august – oktober.
Planten består af rød-grønne stængler og store blade, som du absolut ikke skal spise. Farven på stænglerne afhænger ikke så meget af modenheden, men nærmere af sorten.
Rabarberens anvendelse
Rabarberen er meget sur og indeholder nærmest intet sukker. Derfor egner den sig godt til meget søde desserter og kager.
Grøntsagen kan anvendes til mange ting og indgår i mange opskrifter, men anvendes typisk i klassiske sommerdesserter som rabarbermuffins, kompot og rødgrød eller rabarbergrød. Find opskriften på gammeldags rabarbergrød på Farfarsmad.dk.
Denne opskrift er perfekt at servere til dine gæster i haven på en varm forårs- eller sommerdag med en gang fløde, mælk eller creme fraiche på toppen.
Håndtering af rabarber
Hvis du en dag kommer hjem med et bundt af de smukke, spændstige stængler og ønsker at bruge dem i en opskrift, skal du starte med at fjerne bladene. Du kan godt røre ved dem, men de er supergiftige at indtage. Så smid dem væk med det samme.
Skær derefter det nederste, hårde stykke af stænglerne og de øverste par centimeter i toppen. Hvis der er brune hinder på, skal du også fjerne dem.
Skyl dine stængler grundigt, og tør dem af. Nu kan du vælge at lægge dem i en lufttæt beholder i køleskabet, hvor de kan holde sig i 3-5 dage. Du kan også skære dem i stykker og fryse dem ned i fryseposer eller plastikbøtter. Skal du koge rabarbergrød på stænglerne, skal du lægge dem i en gryde med en sjat vand i bunden og lade dem koge, til de er møre. Smag til med sukker, blend evt., og nyd den lækre smag af sol og sommer.
Mhh.. jeg elsker rabarber. Det minder mig sådan bare om sommer og lysenætter – skønt! Jeg har dog aldrig vidst, at bladene på en rabarber er giftige. Men det er rigtig godt at vide, nu når vi går sol og sommer i møde snart.