Autofagi

Kort: Autofagi (af græsk auto, selv, og phagein, at spise) er cellernes eget genbrugssystem: Slidte dele og affald pakkes ind, nedbrydes og bruges igen. Processen blev kortlagt af Yoshinori Ohsumi, som fik Nobelprisen i 2016. Autofagi stiger, når cellen mangler næring – og det er grunden til, at ordet fylder i faste-debatten. Men hvor mange timers faste der skal til hos mennesker, og om det betyder noget for helbredet, er ikke vist.

Hvad ved vi?

Autofagi er grundlæggende biologi, der findes i alle celler med kerne. Ohsumi fandt i begyndelsen af 1990’erne de gener, der styrer processen, i bagegær – og det viste sig, at mennesker har de samme.¹ Cellen bruger autofagi som kvalitetskontrol: Beskadigede proteiner og udtjente dele nedbrydes, og byggestenene genbruges. Nobelkomitéen skrev, at forstyrret autofagi er sat i forbindelse med Parkinsons sygdom, type 2-diabetes og andre sygdomme, der kommer med alderen.¹

Autofagi stiger, når cellen er under pres – sult, motion, infektion. Det er vist tydeligt i celler og i mus, hvor faste og kalorierestriktion øger processen.

Hvad ved vi ikke?

Næsten alt om mennesker. Autofagi kan ikke måles direkte i et levende menneske uden vævsprøver, så påstande om, at autofagien “går i gang efter 16 timer” eller “topper ved 72 timer”, bygger på dyreforsøg og gæt – ikke på målinger hos mennesker. Der findes ingen test, du kan tage. Og om mere autofagi hos mennesker giver længere eller sundere liv, er ikke undersøgt. Mere er heller ikke automatisk bedre: Cellen skal både bygge og rydde op.

Det betyder ikke, at faste er værdiløst – det betyder, at “autofagi” er en forklaring, der løber foran evidensen.

Læs mere

Faste-sektionen i Lev længere er på vej og vil gennemgå forsøgene hos mennesker. Indtil da: Sådan arbejder vi – hvorfor vi skelner mellem celler, mus og mennesker.