De fleste har set billederne: brune, blanke mennesker i små badebukser under skarpt lys. Men hvad der egentlig foregår sådan en dag – fra man vågner, til man står på scenen – det er der ikke mange uden for sporten, der ved. Her er dagen, som jeg har oplevet den gennem mange års konkurrencer under DBFF.
Dagen før: indvejning og ro
Indvejningen ligger typisk dagen før eller samme morgen. Her tjekkes vægt og klasse, man får sit startnummer og atletkort, og så er der ellers ikke mere at gøre. Formen er lavet i månederne forinden – nu handler det om at slappe af, spise det planen siger, og lade være med at finde på noget nyt i sidste øjeblik. Det er lettere sagt end gjort, når man har sommerfugle på størrelse med måger i maven.
Farven
Den mørke farve er ikke forfængelighed – den er nødvendig. Scenelyset er så kraftigt, at en almindelig lys hud bliver visket helt ud, og alle detaljer i muskulaturen forsvinder. Derfor bliver man malet op i flere lag konkurrencefarve, som regel aftenen før og igen på dagen. Man klistrer, man lugter mærkeligt, og man tør ikke røre ved noget hvidt. Det hører med.
Backstage: pumpen
Den sidste halve time før scenen bruges backstage med håndvægte og elastikker. Lette gentagelser, der presser blod ud i musklerne, så de fylder mere og viser bedre. Stemningen backstage er speciel – alle er nervøse, alle er sultne, og alligevel hjælper folk hinanden med farve, pump og en sidste hånd med poseringerne. Det er en af de ting, jeg holder mest af ved sporten.
På scenen
Selve runden foregår sådan, at klassen stilles op på række, og dommerne beder om en serie obligatoriske poseringer – forfra, fra siden, bagfra. Herefter kalder dommerne grupper af atleter frem, som de vil sammenligne direkte mod hinanden. Det kaldes et call out, og det er her, placeringerne reelt bliver afgjort. Bliver man kaldt frem i første call out, er man med fremme i toppen af klassen.
Poseringerne ser rolige ud fra salen. De er benhårdt arbejde. At holde alle muskler spændt, mens man smiler og ser afslappet ud, i flere minutter, efter mange ugers diæt – det er sværere end de fleste træningspas. Posering skal trænes ligesom alt andet, og det er ofte her, en ellers god form bliver smidt væk.
Bagefter
Når finalen er overstået og placeringerne givet, kommer det store sus: det er slut. Månedernes arbejde er afleveret. Så bliver der spist ting, der ikke har været på menuen længe, og allerede på vej hjem i bilen begynder tankerne som regel at kredse om det næste mål. Sådan var det i hvert fald for mig sidst – da jeg gik ned fra scenen, vidste jeg allerede, at jeg ville derop igen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er et call out i bodybuilding?
Et call out er, når dommerne kalder en gruppe atleter frem til direkte sammenligning. Dommerne stiller dem side om side og beder om de samme poseringer, så de kan afgøre, hvem der står stærkest. Første call out er normalt toppen af klassen.
Hvorfor er bodybuildere så mørke på scenen?
Det kraftige scenelys udvisker en almindelig hudfarve, så muskeldetaljerne forsvinder. Den mørke konkurrencefarve gør, at dommerne kan se separation og detaljer i muskulaturen.
Hvor lang tid står man egentlig på scenen?
Selve runderne varer typisk nogle få minutter ad gangen, men med indledende runde, sammenligninger og finale kan man være på scenen flere gange i løbet af en dag. Det lyder ikke af meget – men med alle muskler spændt føles hvert minut langt.
Denne artikel er en del af Madmagasinets univers om træning og kost.
Allan Lund Andersen har mange års erfaring med styrketræning og har konkurreret i bodybuilding under DBFF – senest på scenen i januar 2025. På Madmagasinet skriver han om træning og kost ud fra egne erfaringer: hvad han spiser, hvordan han træner, og hvad det kræver at holde en plan hele vejen til en konkurrence – også efter de 50.
Se alle artikler af Allan Lund Andersen →
