Hvad er der nu galt med baked beans?

Tallerken med bagte bønner i tomatsovs

USA har da ingen madkultur. Eller…?

Forleden dag ved frokostbordet kom mine kolleger og jeg til at diskutere amerikansk mad. Corn bread, macaroni & cheese og den slags, som vi nok alle har hørt om, men ellers ikke har stiftet bekendtskab med andre steder end i Det Lille Hus På Prærien eller romantiske amerikanske film. Sjovt egentlig, når man tænker på hvor mange andre aspekter af det amerikanske samfund vi stensikkert tager til os på rekordtid – herunder bl.a. den mindre flatterende del af den amerikanske madkultur, som f.eks. McDonalds og lignende “familierestauranter”. Jeg tror stadig der er mange for hvem disse fast-food kæder er indbegrebet af amerikansk madkultur, hvorimod man ikke kender alle de fantastiske retter som alle amerikanske familier har deres egen opskrift på, nedarvet gennem generationer.

Hvad er der nu galt med baked beans?

Nå ja, og så er der jo lige baked beans. De står på hylderne i ethvert supermarked, velassorteret eller ej, og man kan da undre sig over at det lige er dem vi har udset os som en amerikansk delikatesse. Er der da noget galt med baked beans, vil nogle måske spørge. Som sådan vil jeg da ikke sige der er noget galt med konceptet baked beans. Direkte oversat: bagte bønner, hvilket det jo er, hvis man skimmer en af de tusindvis af opskrifter der ligger på nettet. Bønner som simrer 4-5 timer sammen med tomat, løg, krydderier som sennepspulver, laurbærblad eller timian, noget sødt som brunt sukker eller sirup og ofte en art svinekød, f.eks. skinke eller bacon. Mmmm…. Men så er det jo der er forholdsvis langt til den neutrale, let klistrede version der koster en 5-er i den lokale dagligvarebutik. Bønner står godt nok først på ingredienslisten. Herefter kommer vand, stivelse og sukker, og til sidst: smag, i form af tomatpuré, salt og krydderier.

Slow food – genialt til rå efterårsdage

Som sagt mener jeg ikke der er noget i vejen med bagte bønner. Og selvfølgelig kan man da i en snæver vending benytte sig af dåsevarianten – det gør jeg da selv ind imellem. Men jeg vil nu opfordre til at prøve den ægte vare  – eller for den sags skyld andre traditionelle simreretter fra USA, England eller hvor som helst. Gerne en råkold søndag hvor roen sænker sig mens duften af hjemmelavet mad tilberedt af kvalitetsråvarer breder sig. Godt nok tager det lang tid at lave, men det arbejde det kræver tager måske kun 10 minutter, resten af tiden passer det sig selv. Jeg glæder mig til selv at finde stegesoen frem. Også USA har en madkulturskat – det gælder bare om at opsøge den.

1 Comment
  1. Kitty 12 år ago

    Umm jeg har prøvet at lave hjemmegjorte baked beans et par gange og jeg elsker det… Desværret har jeg en mand der mener at det ikke smager rigtigt… Det er ikke som Heinz .. Hvilket han jo har ret i …. Jeg tror bestemt at jeg er der hvor jeg bare må prøve igen…. Og hvis man så gør som i England, serverer det i en bagt kartoffel… Mums…..

    Kh
    Kitty

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

©2025 Madmagasinet

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

Create Account