Pandestegt multe – sommerens oversete spisefisk

Pandestegt multe med kartofler, gulerødder og kål

Multen står i stimer langs de danske kyster hele sommeren, og alligevel er det de færreste, der har smagt den. Synd – for det faste, lyse kød minder om havbars og klarer sig fint med ikke mere end smør, salt og citron.

Her serveres den helt enkelt med kogte kartofler, gulerødder og smørdampet kål – hverdagsmad som fra et fiskerhjem.

Ingredienser (4 personer)

  • 4 multefileter (600-700 g i alt)
  • 2 spsk hvedemel
  • 40 g smør
  • ½ citron
  • salt og friskkværnet peber
  • TILBEHØR:
  • 800 g kartofler
  • 400 g gulerødder
  • ½ spidskål eller sommerkål

Sådan gør du

  1. Kog kartoflerne møre. Skær gulerødderne i stave og kog dem med de sidste 6-7 minutter.
  2. Snit kålen groft og damp den mør i en klat smør under låg, 4-5 minutter. Krydr med salt og peber.
  3. Dup fileterne tørre, krydr med salt og peber og vend dem let i mel.
  4. Varm smørret på panden, til det er gyldent og stille. Læg fileterne på med skindsiden nedad.
  5. Steg 3-4 minutter på skindsiden, til skindet er sprødt, vend forsigtigt og giv dem 1-2 minutter på kødsiden.
  6. Server straks med kartofler, gulerødder, kål og en citronbåd til at presse over.

Tips

Multen er sky og svær at fange – men hos fiskehandleren dukker den op i sommermånederne til en fornuftig pris. Får du fat i en hel fisk, så bed om at få den fileteret og skældragt; multens skæl er store og sidder godt fast. Mørksej eller torsk kan bruges i stedet, hvis multen svigter.