Manhattan-style cheesecake

Jeg eeeelsker cheesecake og især hvis de er bagte, i modsætning til dem der laves med husblas, synes jeg at de bagte bliver dejligt cremede i konsistensen.

Følgende opskrift har jeg lavet et utal af gange og jeg prøver tit på om jeg kan finde en “undskyldning” for at lave den. Jeg har selv komponeret mig frem til opskriften, som jeg synes bliver ekstra lækker med den hvide chokolade og mandlerne i bunden.

Ostecremen kan tilsættes forskellige smage, så som limeskal, citronskal osv. Personligt foretrækker jeg den med korn af en god stang vanilje.

Manhattan-style cheesecake, 1 springform

Ingredienser

  • 200 g digestive kiks, let knuste
  • 75 g hvid chokolade, groft hakket
  • 75 g mandler med skal
  • 100 g smør, smeltet og afkølet lidt
  • 400 g mascarpone
  • 4½ dl creme fraiche 38%
  • 125 g rørsukker
  • 2 æg
  • 1 stang vanilje af god kvalitet

Jordbærsauce:

  • 250 g jordbær
  • 1/4 dl vand
  • 75-100 g sukker
  • lidt citron- eller limesaft
  • majsstivelse rørt ud i lidt koldt vand

Kom let knuste kiks og hele mandler i en foodprocessor og kør til kiksene er knuste men mandlerne behøver ikke at være finthakkede, synes jeg. Hæld det i en skål. Tilsæt hakket chokolade og det smeltede smør, rør det sammen, så smørret er ligeligt fordelt i kikse-massen. Hæld blandingen i en let smurt springform og pres det godt sammen.

Kom mascarpone, 2 æg, 75 g sukker og korn af ½ stang vanilie ned i en blender og kør til det er en glat masse. Hæld det over kiksebunden og sæt i en forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 190 grader i ca. 20 minutter eller til massen er stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den køle en anelse af. Lad ovnen være tændt.

Bland creme fraiche med 50 g sukker og korn af ½ stang vanilie. Hæld det ud over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu ca. 10 minutter. Lad kagen køle lidt af, inden den sættes i køleskab i ca. 6-8 timer eller natten over.

Jordbærsauce:

Kom jordbærrene i en gryde sammen med vand. Varm det langsomt op til det kommer i kog, tilsæt sukker (brug 75 g eller 100 g, alt efter hvor sødt det ønskes), og lidt citronsaft. Lad det koge i ca. 5 minutter og smag til.

Pisk maizena ud i koldt vand og kom det i jordbærrene under omrøring, det skal have konsistens som grød, lad det koge igennem ½-1 minut. Tag det af varmen og lad det køle af. Når det er afkølet, kommes det på den kolde cheesecake og stilles på køl i mindst et par timer, inden servering.

Det kan også anbefales at lave en blåbær kompot og komme ovenpå, i stedet for jordbær.

Råvarer i denne ret

Krydderier i denne ret

Thomas Reberholt

Født og opvokset i Aalborg – og madglad hele livet. Til daglig driver jeg Tex-Tryk i Nibe, et familiefirma med tekstiltryk, som min far startede i 1976. Jeg er ordblind, så jeg bruger AI som hjælp til at skrive mine tekster – men holdningerne, smagen og stederne er mine egne. Når jeg spiser ude, anmelder jeg også stederne på Google Maps som Local Guide niveau 8 – det er blevet til over 16.000 point og anmeldelser af spisesteder i hele landet.

Se alle artikler af Thomas Reberholt →   www.tex-tryk.dk →